Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Terminologisk Register - Ide ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
597
,,fiir sich« som Aand (Geist). Aanden har altsaa Naturen til sin
Forudsætning medens begge har Ideen til Forudsætning og
hviler paa denne. Den ,,rene« Ide er det samme som Ideen
,,an sich", nemlig Ideen inden den har forladt sit eget Element,
Tanken, og er blevet Natur. Det er Ideen som Tanke, der er
afgorende for, hvad der er virkeligt, thi knn i sit Begreb har
noget Virkelighed. Alt Cksisterende har kun Sandhed, forsaavidt
det er en Cksistens i Ideen, denne er det eneste sandt Virke-
lige — eller virkeligt sande. — Indenfor den dialektiske Begrebs-
ndvikling i ,,Syftemet« kommer selve Begrebet Ide frem, hvor
man i Logikeus tredje Afsnit: Begrebet, skal bygge Bro over
Modsætningen mellem Snbjekt og Objekt, Middel og Maal,
og her kommer til Begrebet Selv-Ojeiiied (Selbstzweck). Det
Begreb, som forener de nævnte Modsætninger, er netop Ideen,
,,det Sande i og for sig, den absolute Enhed af Begrebet og
Objektiviteten". Ideens umiddelbare Form er Livet; over det
Sande (den teoretiske Ide = Erkendelsen) og det Gode (den
praktiske Ide = Viljen) naas der frem til den absolnte eller
speknlative Ide, eller det Absolutes Ide. Se nærmere nnder
,,Systemet«, S. 724.
Cks· Xlll 133 (123f): ,,Thi hvor skulde man finde L-ise,
naar ikke i den uendelige Ro, hvormed i Nattens Stilhed
Ideen lydlost, helligt sagte og dog saa mægtigt udfoldet sig
i Dialogens Rythmus, som var der intet Andet til i Verden,
hvor hvert Skridt overveies og gjentages langsomt, hojtideligt
fordi Ideerne selv ligesom veed, at der er Tid og Tumleplads
for dem alle; og naar skulde man vel i Verden have trængt
til Hvile, naar ikke i vor Tid, hvor Ideerne fremskynde hver-
andre med Vanvids Iil, hvor de blot antyde deres Tilværelse
dybt nede i Sjælen ved en Boble paa Havets Overflade,
hvor Ideerne aldrig ndfolde sig, men fortæres i deres sine
Skud, blot ftikke Hovedet ind i Tilværelsen, men saa strax
doe af Sorg, som det Barn, Abraham a Saneta Clara for-
tæller om, der i samme Øieblik det blev fodt, blev saa angst
for Verden, at det lob tilbage i Moders Liv igjen«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
