Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196 «
mærksom paa et ungt Menneske, hvem jeg tilforn allerede ofte
havde berørt, fordi hans skjønne Udvortes, det sjælfulde Ud-
tryk i hans Øie næsten fristede mig, et vist Kast med Hovedet,
en Kaadhed i Yttringer forvissede mig, at han var en dybere
Natur, der havde mere end eet Udtræk, medens en vis Usik-
kerhed i Modulationen antydede, at han var i den forføreriske
Alder, hvor Aandens Modenhed forkynder sig, ligesom Lege-
mets i en langt tidligere Tid, derved, at Stemmen ofte slaaer
over. Ved Hjelp af disse skjødesløse, tilnærmende Conditor-
Jnclinationer havde jeg allerede draget ham til mig, og lært
ham i mig at see en Fortrolig, hvis Tale paa mange Maader
fristede det Melancholske i ham frem under Brydningens Form,
idet jeg ligesom en Farinelli lokkede den sindssvage Konge ud
af hans mørke Gjemme, Noget der, da min Ven endnu var
ung og smidig, lod sig gjøre uden at bruge Tangen. Saaledes
var vort Forhold, da kommer han, som sagt, for omtrent 1 Aar
siden op til mig, ganske ude af sig selv. Hans Optræden var
kraftfuldere end sædvanlig, hans Former skjønnere, hans store
straalende Øie havde udvidet sig, kort han var som forklaret.
Da han oplyste mig om, at han var forelsket, kom jeg uvilkaarlig
til at tænke, den Pige maa dog være lykkelig, der bliver elsket
saaledes. ,,Han havde allerede i nogen Tid været forelsket, men
skjult det endog for mig; nu var han ved sit Ønskes Maal, havde
tilstaaet, og fundet Gjenkjærlig·hed." Uagtet jeg ellers har en
Tilbøielighed til at forholde mig iagttagende mod Mennesker,
saa var det mig en Umulighed at være det mod ham. Man
sige hvad man vil, et dybt forelsket ungt Menneske er noget
saa skjønt, at man, naar man faaer Øie derpaa, glemmer
Iagttagelsen af Glæde over Synet. Overhovedet afvæbne
alle dybe humane Rørelser i et Menneske Jagttageren. Det
er kun hvor der istedenfor disse er en Tomhed, eller hvor
de coquet skjules, at man vil iagttage. Dersom man var
Vidne til, at et Menneske bad ret af sin hele Sjæl, hvo kunde
da være et saadant U-Meunefke, at han vilde iagttage, hvo
vilde ikke snarere føle sig gjennemtrængt af en Udstrømning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
