Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
mærkes, bliver Paradoxet tydeligere og tydeligere. Socratifk
seet var den Erkjendende en Existerende, men nu er den Existe-
rende saaledes mærket, at Existentsen har foretaget en væsentlig
Forandring ved ham.
Lad os nu kalde Jndividets Usandhed Synd. Evigt seet
kan han ikke være i Synd eller forudsættes evigt at have været
i den. Altsaa ved at blive til (thi Begyndelsen var jo, at Sub-
jektiviteten er Usandheden) bliver han Synder. Han fødes ikke
som Synder i den Forstand, at han forudsættes som Synder
førend han fødtes, men han fødes i Synd og som Synder.
Dette kunne vi jo kalde Arvesynden. Men har Existentsen
saaledes faaet Magt over ham, da er han forhindret i ved Erin-
dring at tage sig selv tilbage i Evigheden. Var det allerede vara-
dox, at den evige Sandhed forholdt sig til en Existerende, nu
er det absolut paradox, at den forholder sig til en saadan Existe-
rende. Men jo vanskeligere det er gjort ham, erindrende at
tage sig ud af Existents, desto inderligere kan hans Existeren blive
i Existentsenz og naar det er gjort ham umuligt, naar han stikker
saaledes i Existents, at Erindringens Bagdør for evigt er lukket,
saa bliver Jnderligheden den dybeste. Men lader os aldrig glemme,
at det socratisk Fortjenstfulde netop var at udhæve, at den
Erkjendende er existerende, thi jo vanskeligere Sagen bliver,
desto mere fristes man at ile ad Speculationens lette Vei fra
Forfærdelser og Afgjørelser til Navnkundighed, Ære, gode
Dage o. s. v. Fattede allerede Socrates Misligheden ved at
tage sig selv speculerende ud af Existents tilbage i Evigheden,
da der dog ingen Mislighed var ved den Existerende uden den,
at han existerede, og saa den, at det at existere var det Væsent-
lige: nu er det umuligt. Fremad maa han, tilbage er det umuligt.
Subjektiviteten er Sandheden. Ved at den evige væsent-
lige Sandhed forholdt sig til den Existerende, blev Paradoxet
til. Lad os nu gaae videre, lad os antage, at den evige væsent-
lige Sandhed selv er Paradoxet. Hvorledes fremkommer Para-
doxet? Ved at den evige væsentlige Sandhed og det at existere
sættes sammen. Naar vi da altsaa sætte det sammen i Sand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
