Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Dette synes næsten Alvor. Naar jeg nu turde høirøstet
forkynde, at jeg var kommen til Verden for og kaldet til at
modarbeide Speculationen, at dette var min dømmende Gjer-
ning, medens min prophetiske var, at varsle om en mageløs
Fremtid, hvorfor Menneskene, paa Grund af at jeg var høi-
røstet og kaldet, med Sikkerhed kunde forlade sig paa hvad jeg
sagde — saa vilde der vel være Mangen der, i Mangel af at
ansee det Hele for phantastisk Reminiscents i en Fjantets Hoved,
vilde ansee det for Alvor. Men noget Saadant kan jeg ikke
sige mig selv betrcesfende. Den Beslutning, hvormed jeg begyndte,
maa snarere betragtes som et Indfald, og i ethvert Tilfælde
er det saa langt som muligt fra, at noget Kald udgik til mig,
at tvertimod det Kald, jeg, om man saa vil, fulgte, ikke udgik
til mig men til en Anden, og i Forhold til den Paagjeldende
langtfra ikke kunde siges at vcere i strængere Forstand et Kald.
Men selv om et Kald var udgaaet til ham, saa er jeg dog ukal-
det, naar jeg følger det. Tildragelsen er ganske simpel. Det er
en fire Aar siden, det var en Søndag — ja, nu vil man maaskee
ikke troe mig, fordi det igjen er en Søndag, men det er dog ganske
vist, det var en Søndag, omtrent to Maaneder efter hiin før
omtalte Søndag Det var sildigere, det aftnedes Og Aftenens
Afsked med Dagen og med Den, der har oplevet Dagen, er
en gaadefuld Tale, dens Paamindelse er som den omhygge-
lige Moders Formaning til Barnet, at gaae betimeligt hjem,
men dens Indbydelse, selv om Afskeden er uden Skyld i at
den misforstaaes saaledes, er en uforklarlig Vinken, som var
Hvilen kun at finde ved at blive ude ved det natlige Stævne,
ikke med en Qvinde, men qvindeligt med det Uendelige, overtalt
af Nattens Vind, naar den eensformigt gjentager sig selv, naar
den gjennemsoger Skov og Eng og stikker som søgte den Noget,
overtalt af Stilhedens fjerne Gjenlyden i sig selv, som anede
den Noget, overtalt af Himlens ophøiede Ro, som var det fundet,
overtalt af Duggens hørlige Lydløshed, som var dette For-
klaringen og Uendelighedens Vederqvægelse, liig en stille Nats
Frugtbarhed, kun halvt forstaaet som Nattetaagens halve Gjen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
