- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Syvende Bind /
448

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

448

at hans første Sætning bestandigt i verdslig Forstand er gal
Mands Tale, netop fordi den gjør Uendelighedens Bevægelse
Nei, Poesie er Ungdom, og verdslig Viisdom er Aarene, og
Religieusitet er Forholdet til det Evige; men Aarene gjøre et
Menneske kun dummere og dummere, dersom han har tabt sin
Ungdom, og ikke vundet Forholdet til det Evige. See, den alvor-
lige Mand fra det Foregaaende, som vilde vide, at det var vist
og bestemt med en evig Salighed, for da at vove Alt, thi ellers
var det jo Galskab: mon han ikke vilde finde, det var en General-
Galskab, at vove Alt naar Lidelse bliver Visheden — det cor-
recte Udtryk for Uvisheden.

Jndenfor den religieuse Lidelse ligger Bestemmelsen:
Anfægtelse, og lader sig kun bestemme der. Skjøndt jeg ellers
ikkun har med det religieuse Foredrag at gjøre forsaavidt dette
er den religieuse Livs-Anskuelses Organ, kan jeg dog biløbigt
tage et Hensyn til dettes sactiske Beskaffenhed i vor Tid, og
atter her for at belyse vor Tids Religieusitet, der prætenderer
at være gaaet videre end Middelalderen, idet jeg søger at anvise
Anfægtelsen sin Plads, biløbigt minde om, at man nuomstunder
næsten aldrig hører Anfægtelse omtalt, eller, forsaavidt den
omtales, hører den uden videre slaaet sammen med Fristelser,
ja endog med Gjendordigheder· Saasnart man udelader For-
holdet til et absolut Ik)-o.;, og lader dette udtømme sig i de
relative, hører Anfægtelse op. Den er i Guds-Forholdets Sphære
hvad Fristelse er i det ethiske Forholds Sphære Naar Indi-
videts Maximum er det ethiske Forhold til Virkeligheden, saa
er Fristelse hans høieste Fare. Derfor er det ganske i sin Orden,
at man udelader Anfægtelsen, og kun en yderligere Skjødes-
løshed, at man bruger den som identisk med Fristelse. Men ikke
blot saaledes er Anfægtelse forskjellig fra Fristelse, ogsaa Indi-
videts Stilling er forskjelligt J Fristelsen er det det Lavere
der frister, i Anfægtelsen er det det Høiere, i Fristelsen er det
det Lavere, der vil forlokke Jndividet, i Anfægtelsen er det det
Høiere, der ligesom misundeligt paa Jndividet vil skrække det
tilbage. Anfægtelsen begynder derfor først i det egentlige Reli-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/7/0474.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free