Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
vilde, kunde jeg godt tale med min mund som de
andre. Men der er den væmmelse dybt nede. Og
det er så unødigt. De vilde leve lige så let, om
de bare kunde gø og gabe som hunde. Men deres
tunge klaprer som noget, der snurrer, i træerne
med de bær, for at skræmme fugle. — Tomhed,
tomhed. Tie skulde de, allesammen lukke af for
deres ord. Det borer og borer i ørene.
Jeg kunde sagtens, men min stemme er rustet.
Der står noget hos ham, hvad han nu hedder,
manden med det skarpe ansigt, — om én, som var
hæs, fordi han ikke havde tait i mange år. Det
er rigtigt: Vergil hed han, den hæse. De navne,
man fik ind som barn, de hænger dog ved!
Dernede i vandet ligger de grønne tangklude;
bobler stiger op fra dyndet, træge, gider næppe
briste. Sådan kommer mine tanker, deres hud
bliver for sejg.
Hvor det er svært at tænke og møjsommeligt
at handle. Biot de ringeste hindringer! Engang var
de kun som skæg, der sætter sig under skibene;
nu bliver de til det fabeldyr, som standser farten,
re — re — ligemeget. Der menes vei dem med
blækket. Ja—a, blækdyr: holder os fast eller
haler for stærkt, aldrig med orden. Lad dem! de
andre er ikke bedre værd. Mu — mu!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
