Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Hvor de er hæslige og dumme og grimme.
Slid gør styg og dovenskab. Så véd jeg visne
kællinger, som nejer i skarnet for en skilling. Så
véd jeg dvaske koner, opblæste, i guld og lådne
sorte klæder, og vognene stænker. Og mandsrøster,
rå af drik eller fede af mad, grin, der rasler som
ærter i en blære. Der er også små lystne
grise-øjne; jeg kender dem nok.
Hvem siger, der er mening i denne verden,
hvem? Her hvor arbejdet visker skønheden ud.
De bløde og hvide hænder, det er de dovne. Din
hånd blev ru, kære — kære — hum? — Maria,
ikke? Nej, sådan hed min moder. Selv dit navn
har jeg glemt, det, som flk mit hjærte til at banke.
Jeg vil dog se efter i brevene, når jeg kan
overvinde mig dertil. Du havde det koldt hos mig,
kære. Jeg vilde være den stærke, jeg lagde mine
hænder tungt på dig, til du blev brudt. Jeg var
ræd for min egen svaghed. Der var den sindssvage
ting mellem os, ilden du véd; nu er den brændt
ud; kun det alene — du jord! jeg slår dig med
min stok, hører du? — det er den eneste gunst,
jeg takker dig for.––;
Hvem var det, der hilste mig. Unge sladrende
piger hørte jeg, véd ikke hvem, kvidrende
pyntefugle, den ene som den anden, iflgen forskel. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
