Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
Vindue og bragte hende Bud om, at han var dernede.
Han, som dog altid var dybest i hendes Tanke.
Saa sang han.
»Vaagn, min Lut, for sidste Gang, skønt spildt er din
Klang, som min Sang er spildt. — Kling ud og ti, naar
Sangen dør i den store Stilhed, og alt er forbi. Kold som
Marmorsten er hendes Hjerte, intet trænger gennem
den Kulde, hvormed hun gærder det, forgæves klager
min Lut og jeg, hun støder os hjælpeløst tilbage. Stolt
sidder hun, den hjærteløse, glæder sig ved det, hun har
vundet, men kold mod den, hun vandt. Og dog,
Vingeguden hævner — kan hænde Støvets visne Aar i de
kolde Vinternætter lægger deres Is om dit Leje, medens
dine forborgne Sukke forgæves søger mod det høje —
saa kommer Angeren, hører du — Angeren, saa vil du
gribe og kan ikke gribe Elskovs-Lykke, fordi dine Haar
er hvide, din Kind rynket og din Elsker død.
Vaagn, min Lut, for sidste Gang, skønt spildt er din
Klang, som min Sang er spildt. — Kling ud og ti, naar
Sangen dør i den store Stilhed, og alt er forbi.«
Og Luten tav i en skurrende Akkord.
Skøn Anna gøs og foldede sine hvide Hænder over
sit Bryst, der bankede varmt og sundt under Linet, saa
Blodet skød til hendes Kinder, og hun følte, at hun
levede, at hun var ung og dejlig, og at Mænd attraaede
hende. Hun smilede mod Maanen bag de lette
Flor-skyer — men hun rørte sig ikke. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
