Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
Kuren ved Porttaarnet hørte Sangen og lo i Skægget.
Gode franske Dukater voldte det Smil. Vilde Thomas
Wyatt i den lune Sommernat ride fra Allington fra
Hustru og Barn og synge ved den franske Jomfrus
Vindue — saa for ham gerne. Franske Dukater havde
Thomas Wyatt nok af, og Poet var han og Nar, men
ikke til at spøge med for Resten. For Karle da, — med
Kvindfolk var det en anden Sag. Og Kuren lo bredt og
tyssede paa Hunden, der knurrede.
Atter klang Luten, svirrende let som Myggenes Dans
over Aaen ved Midsommertid, naar Solen synker.
»Nævn mig et Navn, som ikke skifter Lyd, om du
det vender, deler det i to. Det er min Annas, al min
Fryd, hun tog fra mig min Sjælero.
Og dog trods Ve min Elskovs Magt for Annas Fødder
mig har lagt — i Evighed —«
Den lette Brise bar Sommernattens Varme over
Vinduets Karm og Anna lænede sig mod den kolde Sten for
at køle sin Kind, medens hun pressede sin Haand mod
det bankende Hjerte.
Det raslede let i Vedbendløvet, de spinkle Traade
brast, men den sejge Stamme holdt, og ad Buskens
Stige naaede Thomas Wyatt i den lyse Maanenat som
Veronas unge Adelsmænd ad Rebstige den elskedes
Vindue.
Bævende bøjede hun sig over Karmen, men da han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
