Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
»Bie — bie, ret saaledes lyder det gamle Ord, vente
den lykkelige Dag, som min Dame lover, som hun vil
raade for, mens jeg skal bie. Du giver mig Døden
draa-bevis, du nægter mig alt, jeg attraar. Anna, tusindfold
heller, sig, at du elsker mig ikke, du skænker mig dog
aldrig det, du byder mig at bie for!«
Hun tog hans Haand og hævede ham op til sig.
»Thomas, du ved jo saavel, at jeg elsker dig. Hvor
skulde jeg kunne skjule det for dig. Du læser det i mine
Øjne; om jeg søgte at skjule det, vilde det dog være dig
aabenbart. Du har sagt, at intet Dække kan skjule den
brændende Ild. Naar du ved det, hvorfor smerte mig
med din Tvivl?
Dine Øjne ser mig j o, og naar du ser mig, ved du jo alt.«
Saaledes talte de to ene i Jomfruens Kammer, han
med bankende Puls og hede Øjne, hun med Smil om
bløde Læber.
Stærk som hun var. —
Maanen gled i sin Bane over Himmelhvælvet, Lyset
brændte ned i den svære Stage, og Timerne gik, medens
Wyatt sad ved sin elskedes Fødder. Talen gik om
Elskov, Tiden svandt, og de mærkede det ikke.
»Jeg husker,« sagde Anna, »en snurrig Munk, en
Benediktiner, der hed Rabelais, som Margrete af Alençon
havde taget under sin Beskyttelse, da Brødrene fordrev
ham fra Klostret, hvor han havde søgt Tilflugt for sin
tidligere Orden Franciskanernes Forfølgelser. Det var
Palle Rosenkrantz : Kongelig Elskov. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
