Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
»Kongernes Navne dør aldrig — og Dronningers ikke
heller. Thomas, du siger, duelsker mig, vil du give mig
Udødeligheden? Vil du række mig din Haand, om jeg
stræbte at naa en Krone, der straaler skønnere end
Jarle-Kronen, selve den kongelige Guldring? Jeg kan naa
den.«
Wyatt saa paa hende med et sørgmodigt Blik.
»Phæ-dros siger i Symposion, at en Hær af elskende er
uovervindelig. Maaske din og min Kærlighed kunde sejre
over alle Vanskeligheder paa din Vej. Men jeg er ikke
som Platon, Anna, ej heller som Sokrates, og for mig har
Diotima ikke talt. Jeg elsker dig, Anna, som en engelsk
Mand elsker en engelsk Kvinde, og jeg vil ikke se dig i
en andens Arme, var denne anden Kongen selv.«
»Hvis jeg elskede Kongen — nej. Men jeg elsker kun
dig, jeg kan kun skænke dig den Elskov, Platon taler
om. Jeg har fra min Barndom lært, at mit Legeme er en
Helligdom; jeg vil ikke slukke Vestas Ild paa Templets
Arne, jeg vil ikke nyde af Kundskabens Træ. Jeg ved,
at Frugten er sød, men Havens Vogter vil drive mig ud
af Paradiset. Du ved, Thomas.....Nej, nej, nej.«
Hun strakte sine Hænder afværgende ud.
Wyatt knæledefor hende og tog hendes højre Haand.
»Din hvide Haand — Gudindens Haand, hvori mit
Hjertes Skæbne staar at læse, som i sit ringe Rum har
Plads til alt mit Liv. De fine, hvide, runde Fingre, saa
smalle, saa lange og bløde og blide og dog som enPileod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
