Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
Banker i London og bjærger Føden. Manden hinker
rundt og stjæler, til han en Gang bliver hængt ogsaa, og
Fanden samler Familien paa et lunt Sted.«
Kællingen lo.
Solen var gaaet ned, og det lynede i Nord. Tordenen
hørte man ikke stort til endnu. Bryan drak Skaaler
med Pigebarnet, og Skelton improviserede. Han red
sin Kæphest, Kardinalen, Slagterens Hund, som han
rimede paa alle Sprogets Skældsord.
Wyatt tog Plads og lagde sin Haand paa den lille,
tykke Mands Skulder.
»Skelton,« sagde han, »er I drukken eller ædru?«
Der brændte et Lyn i Poetens graa Øjne, han saa
forsigtigt paa Wyatt.
»Skelton,« sagde Wyatt, »hvorfor hader de
Mennesker os saa ondt?«
Der gled et underligt, næsten højtideligt Smil over
den lille Digters rødblissede Ansigt, og hans Øjne blev
med et saa varme og store.
»Lider I under Hadet, Thomas Wyatt?«
»Ja,« sagde Wyatt kort.
Skelton tog hans Haand og trykkede den varmt. »Lid,
unge Mand, lid, saa det svier og syder! Der skal hades
længe og tæt i dette Land, før de store lærer at føie for
de smaa. Jeg vil sige Jer, Thomas, herinde, her bølger
det, gør det, i stormende Bølger, for jeg er en af dem.—
J eg, John Skelton, Englands allerstørste Digter, udøde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
