Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
den for Vagten, der hovedrystende førte Wyatt til
Fængselet og slog ham i Lænker i et usselt Fangehul med
Gulv af Sten og Leje af Straa.
Wyatt tænkte paa Ravenna, hans Tanke strejfede
Agnese, der ventede ham i London, Hustru og Barn,
men endte hos Anna. Hun maatte følge ham i Døden.
Bedre saaledes. Livet, som det var, havde intet Værd,
intet — saa hellere Tilintetgørelsen og den drømmeløse
Søvn–.
Kongen gik straks til Taarnet, hvor Annas Gemakker
laa. Pigen Nan søgte at hindre ham: hendes Jomfru
klædte sig paa, hun var lige staaet ud af Sengen,
upaa-klædt, Hans Naade kunde ikke komme ind.
Kongen skød Ternen tilbage med et brutalt Stød og
traadte over Tærskelen til Annas Kammer. Anna stod
for Spejlet og kæmmede sit sorte Haar. Hun havde fra
Vinduet set, hvad der var foregaaet. Det var som et Stik
i hendes Hjerte, men lynsnart havde hun fattet sin Plan;
sikkert, usvigelig vist vilde hun frelse sig selv og ham.
I et saadant Øjeblik, naar Faren truede, formaaede
Anna at samle et Greb om sig selv, der holdt hver Traad
fast jernsikkert, og hun tænkte ikke alene paa sig selv.
Stærkere end den, der værger sig selv, er den, der
værger en anden. Anna var tapper og stærk.
Det var Døden, hun nu skulde se i Øje for første Gang,
Ansigt til Ansigt med denne utæmmelige Bjørn, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
