Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
tænkte han paa at drage sin Daggert, men Tanken
forlod ham; skarpt Værge i hans egen Haand var aldrig
falden i hans Lod. Han hadede at se Blod flyde og lod sin
Jæger støde Vildtet ned, naar han havde jaget det til
Døde. I Alvorskamp havde Henrik aldrig udgydt Blod.
Anna fulgte hans Bevægelse. For hans Haand
frygtede hun ikke, med et Sæt var hun oppe i den store,
brede Seng og skjulte sin Halvnøgenhed under det svære,
guldbroderede Tæppe, en Gave fra Kongen som selve den
udskaarne Seng, hvori hun hvilede. Synet af hendes
blottede Lemmer havde hidset Kongens Blod, og som
han stod der paa Gulvet med Vamsen løst hægtet om
sin Silkeskjorte, med bøjet Hoved og blodskudte Øjne,
lignede han en uvan Tyr, der vilde spidde paa korte,
tykke Horn.
Anna trak Tæppet tæt om sin Ryg og rejste sig paa
den ene Albu. »Er Eders Naade syg?« spurgte hun
roligt, og hendes Øjne fik et mildt, deltagende Udtryk, som
talte hun til et sygt Barn.
Kongen strakte Haanden ud imod hende med
Medail-lonen og sagde stakaandet: »Din Elsker pralede af din
Gunst og slængte mig Tegnet paa min Vanære i
Ansigtet!«
Anna havde i de faa Minutter, der var gaaet efter
Scenen paa Tennispladsen, fattet sin Plan; dette ventede
hun.
»Min Medaillon,« sagde hun langsomt. »Den, jeg bad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
