Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
forlanges af en ung Kvinde. Kongen elsker dig, men
jordisk Elskov er flygtig, og der er mange skønne Kvinder
ved dette Hof. Du vil forstaa mig, Datter. Kom du til
mig med vaade Øjne og blussende Kinder, kastede dig
paa Knæ for mig, Kirkens første i dette Land,
Kardinalen, Ærkebiskoppen og Legaten, for hvem Kongen selv
paa et helligt Sted kan knæle, og sagde: »Fader, for at
jeg kunde beholde hans Kærlighed, maatte jeg ofre ham
min Ære.« Datter, da vilde jeg sige dig, Synden er ikke
altid i Gerning; der er Sagn i den hellige Historie om
Kvinder, der syndede i Gerning, men som i deres
Tanker var rene som Sne.
Dette vilde jeg sige dig, Datter; thi fra den Vej, vi nu
betræder, fører ingen Sti til Siden, vi maa frem, og kun
den, der helt er Herre, kan helt herske; men stundom
vindes helt Herredømme kun ved hel Underkastelse.
Gaa, Datter, og gør din Pligt, jeg skal gøre min.«
Kardinalen betragtede hende nøje, hendes Ansigt
blussede, hendes Øjne straalede, men hun tav.
Det var silde, da Kardinalens Folk bar Annas
Bærestol til hendes Faders Hus. Anna havde faaet Svar paa
sit Spørgsmaal. Det sidste Ord blev hans.
Ved Arnen, hvor Veddet ulmede i døende Gnister,
sad Kardinalen af York med bøjet Hoved. Foren Stund
endnu var han Herre, men saa —?
Der var kun et at haabe, at hun som en lydig Datter
vilde høre hans Raad. Tid vilde gaa, Raad vilde komme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
