Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
»Rejs dig, Thomas,« sagde Kongen. Han glædede sig
stille ved Wyatts Ord. Hans Venskab for Suffolk var i
Tidens Løb helt forsvundet, ja, den Omstændighed, at
Suffolk var Fader til Børn, der kunde gøre Krav paa Tronen
— to Sønner endda — bevirkede endog, at han bar Nag
til ham og troede ham ilde.
»Eders Naade,« udbrød Suffolk.
»Ti, Charles,« sagde Kongen, »lad Wyatt tale. Du har
beskyldt ham for at have været Dronningens Elsker —
ikkesandt? Hvad siger Wyatt til det? — Hvad, lille
Thomas, hvad siger du til det?«
»Jeg staar ikke Charles Brandon til Rette for mine
Handlinger, og jeg svarer ham ikke. Lad ham beraade
sig med sin Samvittighed og for sig betragte de
Skændsler, han i sit Liv har øvet. Han har nok at svare for sig
selv!«
»Jamen det er mig, der spørger, Thomas.«
»Eders Naade,« sagde Wyatt, »ofte før har I vist mig
Eders kongelige Godhed og Naade. Lad den Mand gaa,
saa vil jeg tale til Eder, Sandhed som altid før.«
»Jamen Vidner, Thomas,« sagde Kongen, »Vidner!«
»Paa Thomas Wyatts Ord til hans Konge kræves ikke
Vidnesbyrd. Jeg lyver aldrig, og jeg er endnu aldrig
nogensinde gaaet fra et udtalt Ord.«
»Du kan gaa, Charles,« sagde Kongen, »jeg vil tale
alene med Thomas. Hanekylling — du er jo helt rød i
Kammen, lille Thomas. Blot rolig — blot rolig. Du kan
gaa, Charles! Forstaar du?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
