Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Da Erkebispen traadte indiFængslet, hvor Annastod
ved Vinduetog saa ud over detsolbeskinnedeGrønsvær
mod Kapellet Set. Petrus in Vinculas, i hvis malede
Ruder Solskæret brødes, vendte hun sig hurtigt og bredte
sine Arme ud for at ile imod ham.
Hun kastede sig paa Knæ for Bispen, saa det haarde
Stengulv slog hendes Knæ, og greb hans Hænder, som
hun bedækkede med Kys.
Cranmergjordelæmpeligt sin Haandfri — han vendte
sig mod de to Damer, der stod ved Dronningens
Sengested, og bad dem gaa. De tøvede, men Bispens Stemme
lød koldoghaard. »Gaa,« sagde han, »som Dronningens
Skriftefader vil jeg være alene med hende.«
De to Fangevogtere gik. Anna førte Bispen til Sæde i
Armstolen, der stod i Vinduesnichen, og knælede ned
under dyb, smertelig Graad med Hovedet i hans Skød.
Taarer duggede den milde, fromme Mands Øjne, og
han hviskede til hende: »Det er altsaa sandt?«
Men som en Fjeder, der løses af stærk Spænding,
sprang Anna op og stod for ham med Graad i Øjet, med
Haanden løftet mod Fængslets hvælvede Loft:
»Saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Mænd i
min sidste Stund, i dette er jeg brødefri; fra den Dag, jeg
gav Kongen min Haand, har jeg været hans Seng tro,
som det sømmer sig hans Viv for Gud og Mennesker.«
Cranmer sukkede dybt. Saa rystede han sit Hoved:
»Jeg tænkte det jo, jeg tænkte det jo;« og med foldede
Hænder bad han:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
