Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
»Herre i det høje, du som ser alt, som kender
Menneskenes Hjerte og deres lønligste Tanker, evigt lovet og
priset være du! Tak for din Naade og Miskundhed.«
«Knæl, min Datter, og lad os takke Gud og bede ham
være hos os i Striden, som han er hos alle dem, der
strider. Riget er hans, Magten og Æren i al Evighed.«
Og Bispen bad med Blikket løftet mod det høje,
knælende paa Fængslets Stengulv ved Dronningens Side.
Dødsstille var der i det store, hvælvede Rum, og
Solens Skær faldt gennem de høje Ruder ind over de to,
der knælede og bad.
Da Bønnen var tilende, tog Cranmer Plads i Stolen,
og Anna knælede paa Sivskamlen ved hans Fod med
Hovedet i hans Skød, medens hans smalle, hvide Haand
strøg hendes Haar som Moderens Haand stryger
Barnets, naar det tyr til hende i Sorg.
»Datter,« sagde Cranmer. »Nu er min Sjæl atterrolig.
Gud har forskaanet mig for den bitre Kalk, at du, der
har lært hans Villie at kende ved mig stakkels uværdige,
hans Tjener, du, der har lyttet til hans rene Evangelium
fra mine stammende Læber, skulde være skyldig i Brøde
mod din Husbond og Herre.«
»I tror altsaa, ærværdige Fader, at Retfærdighed vil
blive mig til Del ?« spurgte Anna og saa op paa ham med
store, spejdende Øjne, hvori Taarer blinkede. —
Cranmer sukkede. »Gud kender Fremtiden, Datter!
Hans Raad kan vi Mennesker ikke udgrunde. Hans Vil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
