Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
Olaf den Helliges Saga
<sap. «3
Om Rcrreks
Angred.
ncevnede de Drcebtes Navn. Klokkeren gjor som han bod. Ved Ringningen vaagnede
Kongen, såtte sig op i Sengen, og spurgde om det allerede var Ottesangs Tid? Thord
svarer: «det er vcerre end som saa, og der er hcendet en meget vigtig Begivenhed. Rce
rek er romt, og tvende af Eders Hirdmcend ere drcebte." Da spurgde Kongen, hvorle
des dette var tilgaaet, og Thord fortceller ham Alt hvad han vidste. Derpaa stod Kon
gen op, og lod blcese til Hirdstcevne, og da Folk samledes, udncevnte han Mcend til at
fare til alle Kanter fra Byen til Soes og til Lands, for at soge efter Rcerek. Thorer
Lange tog en Skude og foer afsted med 30 Mand, og da det lysnede, saae de to smaa
Studer i Farvandet foran sig, og da de saae hverandre, roede de paa begge Sider saa
fort de kunde. Der var Kong Rcerek med 30 Mand. Da de kom hverandre ganske noer,
vendte Rcerek og hans Mcend til Lands, og sprang Alle paa Land uden Kongen, som sad
paa Loftingen. Han bod dem Farvel, og onffede at de maatte sees igjen med Held. I
samme Oieblik roede Thorer med sit Folge til Landet. Da stjsd Finn Lille en Piil af,
som tras Thorer midt paa Livet, hvoraf han fik sin Dod; men Sigurd og hans Mcend
lobe Alle til Skovs. Thorers Mcend toge hans Liig, og forte det tilligemed Rcerek ud
til Tunsberg. Kong Olaf paatog sig derefter Selv at passe paa Kong Rcerek, lod ham
omhyggelige» bevogte, og tog sig vel i Agt for hans Svig, til hvilken Ende han lod hol
de Vagt over ham Nat og Dag. Derefter var Kong Rcerek meget lystig, og Ingen
kunde mcerke andet paa ham, end at han i alle Maader var vel tilfreds.
Christi Himmelfartsdag hcendte det sig, at Kong Olaf gik til Hoimesse, og Biffop
pen gik da i Procession omkring Kirken, og ledede Kongen; men da de kom tilbage til
Kirken, ledede Biffoppen Kongen til sit Scede paa den nordre Side i Choret. Der sad
Rcerek ncermest Kongen, som han pleiede, og stjulte sit Ansigt i sin Overkappe. Da nu
Olaf havde sat sig ned, lagde Rcerek Haanden paa Kongens Axel og trykkede den: „fine
Klceder har Du paa i Dag, Frcende," siger han. Kong Olaf svarer: „Der holdes nu
en Hoitid til Minde om, at Jesus Christus steg til Himlen fra Jorden." Kong
Rcerek svarer: „jeg forstaaer ikte saaledes, at det fcestes i mit Sind, hvad I fortcelle om
Christus; Meget af hvad I sige synes mig noget utroligt, endffjont mange underlige Ting
kunne have tildraget sig i Alderdommen." Da Messen var endt, stod Kong Olaf op,
holdt Hcenderne op over sit Hoved, og ludede mod Alteret, saa Kappen hcengte ned bag
Skuldrene. Da sprang Kong Rcerek op hurtig og hart, og stak til Kongen med sin Dol
kekniv, kaldet Ryting; men Stikket kom i Overkappen ved Skuldrene, fordi Kongen lude
de sig. Klcederne bleve meget sonderskaarne; men Kongen blev ikke saaret. Da Kongen
mcerkede dette Overfald, sprang han op paa Gulvet, og Rcerek stak anden Gang til ham
med sin Dolk; men ramte ham ikke, og sagde: „flyer Du nu, Olaf Digre, for mig blinde
Mand." Kongen bod sine Mcend tåge ham og lede ham ud af Kirken, og saa blev
gjort. Efter denne Tildragelse siyndede Mange Kong Olaf til at lade Kong Rcerek drce
be: „det er," sige de, „paa det Hoieste at sriste Eders Lykke, Konge, at holde ham hos
Eder og at beskytte ham, hvilke Ustykker han end tåger sig til; thi Nat og Dag ponser
han paa at tåge Eder af Dage. End saasnart I sende ham bort, da kjende vi ingen
Mand, der kunne passe saa vel paa ham, at han jo rimeligviis vilde romme. Og slip
per han engang los, da samler han en heel Skare og gjor meget ondt." Kongen svarer:
„Sandt sige I, at Mangen En haver faaet sin Dod for mindre Brode end Rcerek; men
nodig vil jeg dog forspilde den Seier, jeg fik over de oplandffe Konger, der jeg tog 5 en
Morgenstund, og fik saaledes alle deres Riger; thi bor jeg ikke vorde Nogen af deres
Bcmemand, eftersom de Alle vare mine Frcender. Dog kan jeg nu vanffeligen see, om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
