Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Helliges Saga.
270
<sap. iL-;
Erlingsson.
90 Mand, alle velbevebnede. Da han blev seilklar og fik Ber, seilede han langs Lan
det sorefter; men Vinden faldt ikke til, saa det gik seent. Da de kom lengere sor, sei
lede de udenskjers, udenfor det almindelige Skibsleb, saasnart det blev dem muligt. Der
fortelles Intet om denne Ferd, forend de Dag Paaske om Qvelden kom udenfor
Kormt. Denne Ver saaledes bestaffen, at den er stor og lang, men ikke bred paa det
videste, og udenfor den ligger det sedvanlige Skibslob. Den er sterkt beboet; men hvor
Ven vender mod Havet ere store Strekninger übyggede. Asbjorn landede med Sine
udenfor et Sted paa Ven, som var übebygget. Efterat de havde opsiaaet deres Telte,
sagde Asbjorn: „nu ffulle I blive her tilbage og bie mig, jeg vil gaae i Land paa Ven
og speide efter hvad Nyt der kan vere, som er os tilforn übekjendt." Asbjorn havde
slette Kleder og en bredffygget Hat, en Fork i Haanden, og var omgjordet med et Sverd
under Klederne. Han gik op paa Land og ind over Ven; men da han kom op paa en
Bakke, hvorfra han kunde see til Gaarden paa Augvaldsnes og frem til Karmtsund,
saae han allevegne Folk ferdes i mengdeviis til Lands og til Vands, og Alle segte til
Gaarden paa Augvaldsnes. Dette syntes ham forunderligt, og derpaa gik han hjem
til Gaarden didhen, hvor Tjenestefolkene lavede Mad. Af deres Tale, som han Horte,
stillede han strår, at Kong Olaf var kommen der til Gjestebuds, og at Kongen nu just var
gaaen til Bords. Asbjorn vendte sig derpaa til Stuen, og da han kom i Forstuen, gik en
Mand ind, en Anden ud; men Ingen lagde Merke til ham. Stuen var aaben, og han
saae, at Thorer Sel stod foran Hoisedes-Bordet. Det var leden langt ud paa Qvel
den, og Asbjorn Horte, at Folk spurgte Thorer om, hvad der var foregaaet imellem ham
og Asbjorn, og tillige at Thorer havde en lang Fortetting derom, hvori han aabenbart
afveg fra Sandheden. Blandt Andet Horte han en Mand sige: „hvorledes bar As
bjorn sig ad, da I lossede Skibet?" Thorer svarer: „da vi lossede Skibet bar han sig
nogenlunde, dog ikke vel; men da vi toge Seilet fra ham, gred han." Da Asbjorn
Horte dette, trak han Sverdet hart og raskt, lov ind i Stuen, og hug til Thorer. Hug
get ramte ham i Halsen, saa Hovedet faldt paa Bordet for Kongen; men Kroppen for
hans Fedder, og Borddugen tilsoledes med Blod fra overst til nederst. Kongen befa
lede at gribe ham og fore ham ud. Saa blev gjort. Der blev lagt Haand paa As
bjorn, og han blev fert ud af Stuen. Bordtoiet og Borddugene bleve tagne bort tilli
gemed Thorers Liig, og Alt hvad blodigt var sopet bort. Kongen var overmaade vred,
men dog rolig i sin Tale, som han altid pleiede at vere.
Skjalg Erlingsson stod op, gik for Kongen og sagde: „nu monne det gaae som
ellers ofte, at enhver Sag vil staae til Forbedring, som er i Eders Hender. Jeg vil
byde Dig Penge for denne Mand, paa det han kan beholde Liv og Lemmer. Alt An
det ffibe og afgjore I, Konge, som I vil." Kongen svarer: „er det ikke Dsdssag,
Skjalg, nåar en Mand bryder Paaffefred? For det Andet, nåar han dreber en Mand
i Kongens Herberge? For det Tredie, nåar han gjer mine Fedder til sin Huggeblok,
endffjent dette synes maastee Dig og Din Fader at vere en ringe Sag." Skjalg
svarer: „ilde er det, Konge, at dette mishager Eder; men ellers er Verket paa det Bed
ste udfort. Men om end dette Verk tykkes Eder at vere saa meget mod Eders Sind
og saa betydelige, venter jeg dog, at jeg modtager Noget for min Tjeneste af Eder, og
der ere vist Mange, som sige, at I deri gjorde vel." Kongen svarer: „endffjent Du har
gjort Dig hoiligen fortjent af mig, Skjalg, vil jeg dog ei bryde Loven, eller bortkaste
min Verdighed for Din Skyld." Da vendte Skjalg sig om og gik ud af Stuen. Tolv
Mend havde veret med Skjalg; disse fulgte ham Alle, og mange Andre ginge bort med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
