Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Håkon Herdebreds Saga. 181
<sapitel »
Sigurd afßeyrs
Tale.
og forsoge om de kunne lose dem fra Poetene. Da stulle vi med Storstibene roe nedenfra
imod dem, og da kan jeg ikke vide, forend det er provet, om de, som nu ere saa rasende hid
sige, ere saa meget rastere til Angreb end jeg." Dette Raad syntes Alle vel om. Der
gik et Noes frem mellem Hakons og deres Flaade, saa de ei kunde see hverandre. Da nu
Håkon og hans Mcend, som havde holdt Raad med hverandre i en Samtale, saae denne
Skudehcrr ro ned ester Elven, meente Nogle at Kong Inge vilde lwgge til i Slag med
dem, men Mange troede, at de ei dristede sig dertil; thi det lod som der blev sinket med An
grebet, hvorimod de selv stolede meget paa deres Tilberedelser og Folk. Med Håkon
vare da mange Stormoend; der var Sigurd af Reyr og Simuns Sonner, Vnund og
Andreas, Nikolaus Skjaldvarsson, Eindrid, en Son af lon Mornef, som var den gje
veste og vennesceleste Mand i Throndelagen, tilligemed mange andre Lendermcrnd og Krigs
hovdinger. Da de nu saae at Kong Inges Mcend med mange Skibe roede ud ester Elven,
troede Håkon og hans Folk, at Inge-Mamdene vilde fiy; thi kappe de Landtougene, hvor
med de laae fast til Poetene, grebe til Aarerne, roede efter dem og vilde forfolge dem. Ski
bene lob fort ned ad Strommen; men da de kom lcengere ned i Elven lige for Noesset, saae
de Kong Inges Hovedstyrke ligge stille ved Ven Hising. Kong Inges Folk saae nu ogsaa Ha
kons Skibe i Fart, og troede at de vilde angribe dem ; thi blev der nu en stor Bulder og
Vaabenbrag, idet de eggede hverandre og sioge op et stort Hcerstrig. Håkon med sin
Flaade dreiede mod Nord ind ad Landet med deres Skibe, hvor der var en Vending i
Bugten, og hvor der var ingen Strom. De gjorde sig nu stagfoerdige, forte Landtouge
i Land, vendte Forstavnene udåd paa deres Skibe og bandt dem alle sammen. De store Dst
farere lagde de udenfor de andre Skibe, det ene ovenfor det andet nedenfor, og bandt dem til
Langstibene. Midt i Flaaden laa Kongestibet, og dernaest Sigurds Skib; men paa den
anden Side af Kongestibet laa Nikolaus, og dcrncest Eindrid lonsson. Alle smaerre
Skibe laae yderligere, og alle deres Skibe vare naesten ladede med Vaaben og Stene.
Da holdt Sigurd af Reyr folgende Tale til Folket: nu er der Haab om, at den
Tid er kommen, som lcenge i Sommer har vceret os lovet, at vi stulle modes med Kong
Inge i Strid. Meget lcenge have vi nu og dertil beredt os, og Mange af vore Fwller
have pralet af, at de ei ville fiy eller falme for Kong Inge og Gregorius, og nu var det
godt, om de mindedes deres Ord; men vi Andre, som have vaeret noget tandsaare i vor
Strid med dem, kunne med mindre Tillid tale om dette; thi det er gaaet, som hver Mand har
hort, at vi meget ofte have gjort Skamsfcerd imod dem. Men ikke destomindre er det
nu fornodent, at vi stride paa det mandigste og stande paa det fasteste; thi dette er den ene
ste Udvei for os til Seier. Endstjondt vi have noget fcerre Folk end de, raader dog Lyk
ken for hvo der stal gaae af med Fordelen, og det er det bedste Haab i denne vor Sag, at
Gud veed Retten er paa vor Side. Inge haver nu for nedhugget sine tvende Brodre, og
det er ikke blindt for nogen Mand , hvilken Faderbod han haver tiltcenkt Håkon Konge,
nemlig at han vil hugge ham ned som andre sine Froender, hvilket vil vise sig i denne Dag.
Kong Håkon begjcerede fra Begyndelsen ei meer af Norge end en Tredjepart, som hans
Fader havde havt, hvilken blev ham formeent, og dog har, efter mit Skjon, Håkon Konge
bedre Ret til at tåge Arv efter sin Farbroder, Kong Eystein, end Inge eller Simun Skalp
eller andre Moend, som toge Eystein af Dage. Det maatte synes Mange blandt dem,
som vilde frelse deres Sjel, og havde besmittet deres Haender med stige store Ugjerninger
som Inge, at de ei turde vove for Gud at lade sig kalde med Kongenavn, og det undrer
mig, at Gud taaler denne hans overvatttes Djsrvhed; men det monne voere Guds Villie,
at vi stulle nedstode ham. Thi lader os stride mandeligen, og Gud vil give os Seier ; end
11. Binds Ldet Hefte. 24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
