Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Systemdannelser - c. Baruch Spinoza
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
c. Baruch Spinoza. 31
til sine Følelser og Drifter i sig selv. Der danner sig da et
Ideal af Menneskeliv (idea hominis, tanqvam naturæ humanæ
exemplar), saaledes som det vilde være, naar det udfoldede
sig i fuld Frihed og Uafhængighed. Dette Maal afgiver en
Maalestok for, hvad der kaldes godt og ondt. Hvad der fører
os nærmere til Idealet, er godt; hvad der fjerner os fra det,
ondt. Disse Prædikater kunne kun anvendes paa endelige Væ
sener, der staa midt i Kampen med ydre Forhold. — Da en
Drift kun kan overvindes ved en anden Drift, maa Idealet selv
vække en Drift, der voxer sig stærk, saa den kan komme til
at herske. Gennem Livet i Samfundet styrkes denne Drift.
Naar Menneskene forene deres Kræfter, kunne de lettere
overvinde ydre Hindringer og sørge for deres fysiske Selv
opholdelse, saa at de aandelige Goder, især sand Erkendelse,
kunne komme til at optage Sindet. Selve de aandelige Goder
kunne være Genstand for fælles Stræben; de vække ikke den
Strid som materielle Goder, der hvert for sig kun kunne blive
Enkelte til Del; tvertimod, kan paa. det aandelige Omraade
den Ene hjælpe den Anden uden selv at miste Noget. Naar
den fulde Kraft og Frihed er naaet, den stærke Selvhævdelse
(fortitudo), hvori Dyden bestaar, saa vil den Enkelte ikke blot
med Livsmod (animositas) gøre sin egen Personlighed gældende,
men ogsaa have Kraft nok til med Højmod (generositas) at
yde Andre aandelig og materiel Hjælp. Den højeste Grad af
Frihed og Selvhævdelse naas dog kun gennem den fulde For
staaelse af os selv i vor Enhed med Tilværelsens Substans,
der rører sig i os saavel som i den ydre Natur. Vi faa da en
scientia intuitiva af os selv, se os selv sub specie æterni, og
vi fyldes af en Erkendelsesglæde, der afføder Kærlighed til
Guddommen (amor intellectualis dei).
I sin Statslære hævder Spinoza ligesom Hobbes en skarp
Modsætning mellem Naturtilstanden og Statslivet. Men paa
Grund af den Betydning, Samfundslivet ifølge ham har for
den Enkeltes Udvikling, er det saa langt fra, at den Enkelte,
som hos Hobbes, opgiver sin Frihed ved at træde ind i
Staten, at den fulde Frihed, særligt forsaavidt den betinges ved
aandelig Udvikling, først bliver mulig i Staten. Staten skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
