Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det finske sprog av rektor J. Qvigstad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
I tilslutning til br. rektor Qvigstads artikel citeres et
par uttalelser av presten N. V. Stockfleth og professor
Konrad Nielsen.
Stockfleth skriver":
«Mærkeligt og ærværdigt ved dets ælde, mærkeligt
ved dets egen af andre sprog aldeles uafhængige selv-
stændighed, mærkeligt formedelst dets historiske værd og
betydning vil finnernes sprog, eller som folket selv kalder
det: det samiske sprog i norsk Finmarken, eftersom det blir
mere og mere bekjendt, ogsaa efterhaanden komme til at
anvises en høiere og høiere plads iblandt sprogenes rækker.
Uforvansket og uforandret som de fjelde, fra hvilke
det lyder, og som den natur, der omgir disse fjelde, har
sproget i en høist mærkværdig grad imodstaaet saavel
tiden og dens omskiftninger og ødelæggelser, som ind-
virkningen af de det omgivende sprog. Kastet tilbage
paa sig selv, indesluttet i sig selv, fremmed for og udel-
agtig i aarhundreders udvikling og fremskridt, har folket
og sproget i aarhundreder været og maattet være sig selv
nok; som en nødvendig følge heraf mangler vistnok spro-
get udtryk for aarhundreders konster og videnskaber, rigt
er det imidlertid i det teologiske gebet og i sig selv. Intet
sprog er mere skikket til at modtage og tilegne sig den
hellige skrifts ord.
I sproget lever og bevæger sig, aander og udtaler sig
en aand betydningsfuldt og paa en mærkværdig og for-
underlig maade tiltalende hver den, som kan og som vil
lytte til sprogaandens tale, til dens sagte hvisken, en aand
fuld af høihed, dybde og følelse, fuld af værdighed og
alvor, blid, venlig, indsmigrende, bedende, ofte ogsaa suk-
kende, sukkende i erkjendelsen og følelsen af hvad folket
og sproget engang var, og hvad samme nu er. En reli-
giøs og tillige en religiøs-poetisk tone gaar igjennem hele
sproget, der ofte og gjerne forlader det jordiske, hævende*
sig op til himlens og jordens, til menneskenes og spro-
genes almegtige skaber og Gud.
Barnets barnlighed, mandens (nomadens) dybere alvor,
orientens billedsprog findes her forenede saavel i sproget
som hos folket, isærdeleshed hos nomaden.
! «Dagbok», s. 228 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
