Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kunstnernaturer - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
frem og tilbage på stolen, krammende brevet
mellem fingrene, svælgende de tunge, store
tårer, der over moustachen gled ned mod hans
mund . . .
Aldrig skulde han se hende mere — aldrig ! . . .
Og han havde på sin vis holdt oprigtigt af
hende i sit hjerte — skønt han sjeldent viste
det i gerning .. . Aldrig skulde han få anled
ning til angerfuld at sige hende dette, aldrig få
lov at gøre godt igen, hvad han havde for
brudt —
Hvor Lise dog, trods al udstået lidelse og
nattevågen, var lykkelig, som fik yde moderen
den siste, kærlige håndsrækning! . . . Hendes
sorg var vel dyb, men fri for selvbebreidelser.
— Og Benjamin — ! — Nei, han turde ikke
tænke på Benjamin uden at fornemme en
brændende skamfølelse . . . Benjamins ædelmod
ydmyged ham . . . Benjamin havde udfyldt hans
plads derhjemme — han havde siddet ved
moderens dødsleie som en kærlig søn, mens
Ole her udenlands fjasede tiden hen med svir
og" elskovseventyr ... Nu stod Benjamin der
på en piedestal som et billed af pligten,
mens hans selv reducertes til en umoralsk
person . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
