Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
15
— altfor praktisk og nøgternt forstandig. Han længtes
efter en ven.“ Ja, den lidenskabelige Leo Nicolajevitsch
har sikkerlig i sit lange og bevægede liv sagt adskillige
bitre og uskikkelige ting.
Ogsaa hustruen var bare et menneske, med menneske
lige lidenskaber. Hun havde nemlig lidenskaben for sine
børn. Og hun lod sig henrive til den trusel, at hun vilde
andrage myndighederne om at gjøre Leo Tolstoi umyndig,
hvis han bortgav al sin formue. Da var det, at Tolstoi
overgav hele formuen til sin hustru. Han vilde ikke
tvinge kone og børn ud over deres natur. Heller ikke sig
selv vilde han tvinge til at gjøre mere end det, som var
ham naturlig.
Det var dette, som ikke var helstøbt, efter de retlinje
des mening. Han burde, hvis han havde været et konse
kvent aandsmenneske (mener Meresjkovski), have forladt
Jasnaja Poljana, den lyse rydning i skoglandet, forladt
hustru og børn og selv levet ensom, som muschik, som
russisk landarbeider og bonde.
Det havde været retlinjet, kan hænde. Og en mindre
moralsk modig mand, som havde hele Ruslands og alver
dens øine fæstet paa sig, vilde kanske have følt sig nødt
til at følge sine theorier bogstavelig og blive en ny russisk
helgen. Men Leo Tolstoi var kanske ikke saa sterkt op
taget af sig selv og sin egen berømmelse. Han var jo
ikke bare en legemliggjort theori, men et rigt sammensat
menneske. At forlade hustru og børn, alle de kjære, som
han havde arbeidet for og legt med i tyve aar, og som
han var vokset sammen med efter hjerteroden, — dette
forekom ham vel ikke at være ganske naturligt, skjønt det
atter og atter, gjennem hele tredve aar, stod for ham som
om det i grunden var hans pligt. Muligvis følte han ofte
med ydmyghed, at han efter femtiaarsalderen ikke var helt
brugbar som almindelig markarbeider, trods alle sine legems
øvelser. Han, den store digter og godseier, duede neppe
helt til at være muschik.
Han havde mod til at gjøre, hvad der var ham natur-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
