Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 6. En af verdenshistoriens gaader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
148
platoniske skole blev ikke alene, gjennem mange mellemled,
den kristne middelalders store lærer og veileder, men ogsaa
efter en mellemtid af et par aarhundreder (da Platons store
elev, Aristoteles, for en del traadte i forgrunden) atter
renaissancens veiviser i retning af en ny og vidunderlig
kunstblomstring. At Platon i enkelte skrifter har udtalt
fanatiske, sortsynte, skyggekastende domme over ufor
gjængelige kunstverker, kan neppe veie op mod den kjends
gjerning, at hans filosofi og hans eksempel som kunstner
bidrog i forbausende høi grad til den store italienske billed
og digtekunsts blomstring, ligesom Platons strenge idealisme
spiller en merkværdig stor rolle ogsaa i Shakespeares liv
og digtning.
Hvis ogsaa Leo Tolstois stundom fanatisk voldsomme
idealisme kan bidrage, omend i langt ringere mon, til at
forberede en ny livsblomstring, og som en følge deraf en
ny kunst-renaissance, da vil hans mørke domme om kunst
blive temmelig lette i vegtskaalen for historiens domstol.
Vi staar her overfor en historisk knude, som det ikke
nytter at overhugge med sverdet. Snarere maa den løses
med lempe. Og naar jeg har valgt en af nutidens mest
geniale kunstnere og, trods al ensidighed og stundom
næsten ufattelig fanatisme, en saa uendelig sympathisk men
neskeskikkelse som Leo Tolstoi som et konkret udgangs
punkt, da er det ikke blot for at rykke et stort historisk
problem saa nær som muligt hen til vor egen tid; men
ogsaa for at vise, at denne gamle historiske gaade berører
netop vor tid paa det allernærmeste og er ifærd med at
blive et praktisk spørsmaal, af hvis løsning vor hele frem
tid muligens afhænger.
Det maa siges at være en historisk kjendsgjerning, at
disse ensidige puritanske kulturbevægelser, fra den store
græske idealisme (pythagoræerne, Platon, kynikerne, stoi
kerne og nyplatonikerne) og den ældste kristendom til
middelalderens store munke-reformationer, renaissancens
puritanisme og den nyere tids forskjellige arter af „pie
tisme“, — alle disse sterkt ensidige religiøs-etiske bevæ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
