Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Dyreliv - 32. En maurhistorie. For læseboken. Frit efter Knut Tveitens oplevelser av Jonas Dahl - 33. Beveren. Efter Robert Collett o. fl. ved utg. Med tegning av K. Uchermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
derfra fik jeg se de smaa. fangerne svømme i rad og række
til land, og saa marsjere til sit folks nybygge.
Tænk, der kom taarer i øinene mine da jeg saa paa
denne «hjemkomst®.
Men det var endda masser av maur paa roten, og nu
vasset jeg ut og bar den i land og satte den varlig ned ved
deres nybygge.
Da blev det stor glæde blandt hele det lille folk. Og jeg
satte mig ned og delte den. Og jeg kom til at mindes de vakre
ord i Bibelen, som fortæller hvor rørende glade de hjemkjære
jøder var da de i flok og følge kom tilbake fra sit
baby-loniske fangenskap og tok til at bygge Jerusalem op paanyt
Og jeg lovte med mig selv at jeg aldrig skulde lægge
haand paa deres nye tempel. Der la a en stor, bred teig
mellom det og deres gamle tempel, saa jeg desuten hadde
nok at rydde.
Men endda er ikke historien ute.
Aarene gik, og jeg ryddet og brøt. Saa den dagen da
jeg vil rydde sidste snippen av teigen, da møter jeg om
morgenen i tunet mit hele maurfolket paa vandring. Somme
bar paa disse hvite pupperne som er jevnstore med mauren
selv; somme bar paa de ørsmaa sorte eggene. De flyttet med
alt sit. De syntes nok jeg nu kom dem for nær igjen, og
fandt det bedst at vike for overmagten og pille sig væk i tide.
Hadde jeg bare kunnet snakke forstaaelig til dem! Aa,
hadde jeg bare kunnet sagt dem at jeg ikke mere for noget
i verden vilde gjøre dem fortræd!
Men der stod vi, baade jeg og konen og barnet, og kunde
bare følge den sorte strømmen med et fuldt og ømt hjerte.
Først langt op i havnehagen, under en kruskefuru,
stanset de sin flugt og reiste sine høisætestøtter — og der
regjerer de endnu i fred og glæde.
33. Beveren,
Ved Arendal løper der ut en elv som heter Nidelven
eller Nisserelven; sidst kommer den fra et vand som heter
Puppe: larve som liar spundet sig ind. — Kruskefuru: furu
med krokete og tætte grener.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
