Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Dyreliv - 33. Beveren. Efter Robert Collett o. fl. ved utg. Med tegning av K. Uchermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nisservandet. Der liænder det tit om høstnætterne at
veifarende folk hører et tungt fald soin av et stort træ. Den
som gaar nærmere, faar hverken se tømmerhugger eller
eks; et tungt plask i elven fortæller ham hvem som har
fældt træet; det er beveren.
Beveren er liten, for en tømmerhugger at være, ikke
mer end en halv meter lang, ligner mest en rigtig stor
vand-rotte. Men han fører vaaben med sig som er likesaa
sikre som en godt slipt øks; det er tænderne. Han staar
paa bakbenene, lægger hodet paa skjæve, hugger med de
store fremtændeme, slænger de lange flisene væk, og ser sint
ut; det er som om det ikke gik fort nok. Likevel kan han
paa en kort stund fælde et træ som er næsten en halv
meter tvert igjennem. Aspen liker han bedst, bjerk og ek
og or er ogsaa godt; gran og furu rører han ikke uten i
nødsfald. I et par liøstnætter kan to, tre av dem gjøre det
av med et par tylvter aspetrær, op imot tyve meter høie.
Naar beveren har gnaget sig ind mot midten, ser
stammen og stubben ut som to tilskaarne blyant-ender som
vender mot hverandre. Da skvætter beveren væk; hau vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
