Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Natur og folkeliv. Digtning - 89. En hjælper. Av Jørgen Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nu Gud slte lov! nu har jeg faat hjælp i min sjælepleie:
den hjælper viste hvad lian kan, nys ved et sykeleie.
Hvem tænker du vel saa det er? Den sterke og don store ?
Nu ja, han maa vel være med, hvad end vi have fore.
Men denne som jeg mener nu, han er lam lav og liten:
min søn, en gut vel alenhoi, halvtredje aar i tiden.
Forleden sat han i mit skjød og kjerte opad fjorden.
Nu kunde han faa være med; ti dagmildt var det vorden.
Han jublet ved alt hvad han sna: ved solens blink paa heien
og ved de snese ænders flok i vangen, tæt ved veien.
Men dog ved intet syntes han saa inderlig medføle,
som hver gang hesten, saa det skvat, slog hoven i en sole.
Da kjendte han sig selv igjen og ropte hoit i glæden:
«Nei pappa, se min Brun! den har og lyst at gaa i væten.*
Saa for vi muntert isen op. Omsider spurte drengen:
«Er det i stuen borte der den syke er i sengen?»
«Nei, dit er endnu længer frem. Men hør, hvad vil du sige
den stakkars gamle syke.mand naar ind til ham vi stige?
Han har saa ondt, saa ondt! Han kan sig næsten ikke rore.
Et ord som ret kan glæde ham, du maa ham lade hore.»
Da blev den lille taus. Med ett hans blik sig mot mig rette :
«At Jesus er den gode ven — hvad mener du om dette?*
«Ja ja, min kjære lille gut, der gav dig Gud at finde
det bedste ord; glem ikke det naar du er hos ham inde.»
_ En tid jeg hadde sittet alt ved jamraerleiets side.
Den syke aandet tungt og trangt — ak, hvad han maatte tido!
Have, gammeldags flertal: har. — Vorden: L:idc. la
(late). — Kette: rettet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
