Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•58
HELENE LASSEN.
Stor og straalende, alt andet fordunklende,
glider hun ind i hans liv og gir dette en fryd,
som langt, langt overgaar den, han følte sammen
med mor i barndommens blaa riger.
Ja fryd. Men ikke dens fred: „Mandoms
ro försvunnit."
Men — det faar ikke hjælpe.
Lidt efter lidt glider mor ud af hans liv,
efterhvert som den anden glider ind.
Kjærlig og skaansom løfter han mor ned
fra dronningtronen, der hun har siddet saa længe
han kan huske. Varsomt sætter han hende i
bedstemorstolen, lægger omhyggelig og øm shawlet
om hende og — nikker blidt til afsked og til tak
for det, som ikke er mere og ikke mere kan
komme igjen.
For nu er hun kommet, hun, for hvis billede
alt og alle maa blegne!
Og mor nikker igjen, mildt og vemodigt.
Hun er ikke stødt; for hun ved, at slig er livet.
Og hun lægger sin haand paa hans hode og
siger ømt: „Gud signe dig, min gut! Og tak
for, hvad du har git mig og for, hvad jeg har
faat være for dig i alle disse deilige aar!"
Men i sin stol blir hun siddende. Hun føler
sig pludselig gammel. Før vidste hun igrunden
ikke, at hun var gammel; for han var saa ung,
hendes bedste kamerat!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
