Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 121 —
at han finder hende uskyldig og vil ta al skyld
paa sig, fordi han tvang sig ind paa hende.
Og han siger, at han vilde gifte sig med hende
alligevel, „om hon bara bytta om hag mot ham".
Og det forekommer hende saa storartet, at han
kan si dette, trods den frygtelige vanære og
sorg, hun har bragt over ham ved at dræbe
deres barn, at kjærligheden til den stygge, før
saa forhadte mand pludselig vaagner hos hende.
Det tiltalende her er, at Selma Lagerlöf altid
lar det sjælelige ha størst magt ogsaa i elskov,
at det er det, som ogsaa tænder kjærligheden
mellem mand og kvinde. Det virker saa
velgjørende midt i alle de sanselige skildringer af
kjærlighed, man ellers forgives med.
Det samme er tilfældet med en af de yngre
Ingmarssöner. Den unge, vakre Gertrud kan
ikke rigtig kalde de følelser, hun har for ham,
for kjærlighed; hun er altid i tvil. Men saa
en dag gjør han en heltedaad, han forsvarer og
redder den, hun ved, han hader og helst vilde
se død — da blusser Gertruds følelser op og
blir bevidst kjærlighed. Og den unge blyge pige
knæler ved den elskedes seng, der han ligger
syg og i feber, og hun siger: „Men i kväll
fick jag höra, Ingmar, att du bistått den du
hatade. Och då var det förbi med mig".
Gertrud blef röd som blod i ansiktet. „Jag
kande att jag ej hade makt att göra något, som
skulle skilja mig från dig".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
