Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
LIV »G 1)01).
fortvilelse, som om alle disse krogede furuerne
var gamle folk, stedte i nød ? Og med en gang
ser hun bedstemoren for sig, alene og
hjælpeløs, med sine visne, krogede hænder og sine
hvide haar.
Ragnhild paaskynder uvilkaarlig sin gang,
gaar, saa de runde, barnlige kinder faar en farve,
næsten lige saa dyb som rognebærenes, saa den
sorte flette, hun har bundet op paa hodet, løser
sig og falder nedover skulderen, mens det hvide
skaut glider helt ned. Hun river det utaalmodig
af, bærer det i haanden, og lar vinden stelle som
den vil med det viltre haar.
Nu er hun oppe paa fjeldvidden. Vinden
er lidt efter lidt stilnet af; solen kaster sit evig
unge, henrivende skjær i gule blink her og der,
mens den titter frem mellem mørke skyer —
saa. nu er den helt fremme og forgylder med
overdaadig pragt hver moseklædt tue, hver
ener-busk, hver krybende, sølvblank vidjekvist, ja hver
graasten blir til guld og hver sølepyt til et blankt
øie, til guld og ædelstene — hele berget blir
til eventyrkongens blinkende bal!
Ragnhild stanser stakaandet efter den raske
fart opover bakken, kaster sig ned og vil hvile
lidt, mens hun smager paa mosterens niste. Og
hun bider med friske, hvide tænder i den
apjie-titlige mad, som smuger prægtig nu; tidlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
