- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / I Bind. Den Fremsynte. Tremasteren «Fremtiden». /
61

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hun syntes, de havde været slemme mod mig, sagde
hun, og saa strøg hun, som hun ikke taalte at se mig
bedrøvet, i Taushed Haaret atter og atter bort fra min
Pande.

Der var en Varme i den lille Haand og en Tale i
hendes med Graaden kjæmpende Ansigt, som mit til
Kjærlighed saa trængende Sind ikke kunde modstaa.

Jeg veed ikke, hvordan det gik til, men erindrer kim,
at jeg stod og trykkede hende heftig op til mig med min
Kind ind til hendes og bad hende holde af mig, bare en
Smule, saa vilde jeg holde af hende saa uendeligt hele
mit Liv.

Jeg husker ogsaa, at hun svarede «Ja», og at vi under
dette begge to græd.

Lidt efter stod vi smilende Haand i Haand og saa paa
hinanden.

Der opkom samtidig en ny Tanke hos os begge, —
den, at vi altsaa nu var forlovede.

Susanne var den første, som udtalte den og sagde, idet
hun satte sine trofaste, dybe, blaa Øine forsikrende paa
mig, at jeg fra nu af bestandig maatte huske paa, at hun
holdt af mig, om de andre var aldrig saa slemme.

Vi hørte dem raabe paa os, og — hvad der før paa
Dagen aldrig vilde faldt os ind at gjøre —: Susanne
skyndte sig foran alene et Stykke, saa vi kom hver for
sig tilbage til Selskabet.

Jeg havde alt Solen i Øinene langt ud paa
Formiddagen den næste Dag, da Anne Kvæn, som hun var vant
til fra jeg var Barn, ruskede mig vaagen og fortalte, at
min Fader tidlig om Morgenen var reist til Tromsø. Han
havde været oppe paa Kammeret hos mig tidligt, før
han reiste, og da han kom ned igjen, ytret om mig,
at «han laa og smilte i Søvne og saa saa lykkelig ud,
stakkels Gut!»

Det var saare sjelden, at der fra min Fader kom et
8ympathetisk Ord, og derfor staar de i min Erindring.

Min Fader var nok selv dengang alt andet end glad.

Den omtalte Dampskibsstrid laa ham tungt paa Hjerte;
han vilde nu forsøge det sidste Middel, nemlig at faa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:17:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/1/0063.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free