Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
følte, at en Sjæl nu vilde blive dræbt, og at han i
Hostien netop holdt paa at fuldbyrde Herrens Hevn.
En anden Nat vaagnede jeg ved, at det ligesom lo
haanligt under Sengen, og med en visionsagtig
Forestilling om, at den Onde laa sammenrullet og lurede under
den som en svær Slange. Jeg holdt mig med bankende
Hjerte under Dynen, indtil jeg tidlig om Morgenen hørte
Folk røre sig nede paa Gaarden, da jeg vovede at flygte
ud fra Soveværelset. —
Det var Konfirmationsdagen.
Jeg stod om Morgenen før Kirketid og pyntede mig
i min nye Dragt foran Speilet paa «Blaasalen», det
Værelse, hvor min Moder havde været holdt indespærret i
de mange Aar, hun var syg.
Jeg saa gjennem de smaarudede Vinduer Baad for
Baad fulde af pyntede Konfirmander med de festlig
klædte Forældre ro i den klare Høstdag indover Bugten
og lande dels ved vor Brygge, dels i Præstegaardstøen.
Dette Indtryk af Høitid greb mig pludselig med
Fortvivlelse. Jeg tænkte paa, at alle disse kunde komme ind
i Guds Riges Salighed ligesaa let, som de nu roede ind
i den solklare Bugt i den rolige Søndagsmorgen, medens
jeg alene stod uden Salighedshaab.
Det gik med ét op for mig, at jeg i mit triste,
aande-ligt mørke Hjem lige fra Barnsben af igrunden altid
havde havt en Følelse i mit Inderste af, at Lykke og
Salighed ikke var bestemt for mig, og at al den
virkelige Lykke og Glæde, jeg hidtil havde havt, egentlig kun
havde været laant Solskin fra Præstegaarden.
Susanne kunde jeg med den Synd, jeg bar paa, ogsaa
kun faa tillaans, indtil jeg døde, da vi jo maatte
skilles og jeg tilbage til de onde Ulykkens Magter, der fra
min tidligste Stund her i Hjemmet ligesom havde taget
mig til Eiendom.
Jeg vendte mig mod Væggen og græd.
Da jeg igjen skulde fortsætte min Paaklædning og
kastede Øiet i Speilet, var det uden Forskrækkelse,
tvertimod med en vis Ro, at mit Blik fæstede sig paa
den gamle Vision fra min Barndom: Damen med Rosen,
som jeg saa staa bag mig i den aabne Dør til Kamme-
5 — Jonas Lie: I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
