Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han var ofte nær ved at opgive det hele.
Det pinte ham derimellem lidt, at Heggelunds, der
naturligvis som alle andre nu var vidende om hans
Stilling, vilde gjætte sig til Beskaffenheden af hans Ærinde
hos Stuwitz.
De havde fulgt hans Uheld med dyb Deltagelse.
Andreas havde derunder glemt sin gamle Fortrydelse,
Edel havde etsteds svaret temmelig raskt til, da den
Mening blev udtalt, at Morten Jonsens Tab tildels var
selvforskyldte, og Heggelund gik og ærgrede sig
halv-høit over, at den «vakkre unge Mand» paa en saa
lumpen Maade skulde være falden i den «nederdrægtige
Stuwitz’s» Kløer.
Ogsaa Onkel Tobias saa trist ud, og Huset var nu saa
at sige fyldt med Sympathier for Morten Jonsen. Mod
dem, som mente, at det spøgede for, at han skulde gjøre
Fallit, opretholdt de der ivrigt den Mening, at det hele
vistnok kun var en forbigaaende Forlegenhed.
Den noget længe opsatte Reise ind til Stuwitz gik da
endelig for sig.
Han vilde ikke have den Selvbebreidelse, at han ikke
havde gjort, hvad han kunde for at bjerge Stillingen;
men hans Beslutning var taget. Hvis Stuwitz ikke var
til at overtale — og dette var kun altfor sandsynligt —
vilde han, saasnart blot Ordningen af hans Affærer
tillod det, gaa til Amerika. Her var jo det, som for ham
havde været Livsmaal, omstyrtet, og han havde en
bitter Følelse af den hele Ruin.
Hos Heggelunds var Andreas dengang ikke hjemme;
men Heggelund selv, der havde set Morten Jonsen
komme, havde mødt ham nede paa Veien og i høi Grad
hjerteligt budt ham ind til sig.
Morten, der forstod, at denne nok tænkte sig til hans
Ærinde, fandt det mandigst selv ligefrem at fortælle det.
«Jeg skal» — sagde han lidt svag i Stemmen — «hen
til Stuwitz for, om muligt, at se til at bjerge Finnæsset!»
Heggelund saa med et Glimt af Harme ned mod
Stuwitz’s Hus og sagde derpaa alvorligt, idet han trykkede
hans Haand som for ikke at opholde ham:
«Ja, lov mig nu, Jonsen, at De kommer opom os, enten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
