Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197 Naar Sol gaar ned
Disse krænkede stumme Blaaskimt langt inde fra
Sjælen — han kjendte dem, disse Øine...
Den gamle Mand laa halvt i Drøm og stirrede sig bort
i dem.
De forvandlede sig til hans bortgangne Hustrus...
skimrede frem som omgivet af Mulm... Han følte paa
sit Hjertes Raab, at nu kom de — disse staalkolde Glimt
mod ham, disse ubeherskelige Udbrud af noget tendert i
hende, der var uforglemmelig saaret, — og som brød
stumt frem altid just i den dybeste inderste Hengivenheds
Stund, saa dødskoldt, saa vildt bedrøvet... Dette
uovervindelige, som stødte ham tilbage, satte ham i Raseri,
fyldte ham med Had, som var Kjærlighed, — som hun
altid igjen bad om Tilgivelse for, og som hun altid vidste
at udslette og forsone saa usigelig kjærlig hengivent...
Han laa med det store Hoved bagover, medens det
spillede fra Ovnsmundingen mod Foden af Bogskabet, og
Skumringen faldt paa.
H.
Stor Overraskelse! — Det var sandelig, som alt skulde
komme paa én Dag — en Regndag med Foræringer! —
medens det silede ned ad Ruderne, saa det mørknede i
Stuen, og skyllede og klaskede i Gaderne.
Korpslægen var kommet hjem med et Par nydelig
udstyrede, forede og pelsbesatte Gummigaloscher til sin
Hustru, — høie Hæle, rigtig noget elegant. De havde
været udstillet paa Prøve i Vinduet hos Jansen som
eneste Par, og han tog dem straks. Dyre naturligvis ...
Han prøvede dem selv paa hende.
«Se, Gunnar, — se bare, hvordan en Fod kan ta sig
anderledes ud,» — belærte hun ham og gik over Gulvet
med smaa Knirk. Hun maatte bekjende, at hun var
for-nøiet med ham dennegang.
Han havde faat det Indfald, siden hun var nødt til at
traske hen paa Prøverne nu saagodtsom hver evige Dag
gjennem Regnveiret og Sølen, — set sig forarget paa de
stakkars låve Galoscherne hendes, som stod der i Gangen
graa helt op til Randen, — yttrede han, medens han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
