Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263 Naar Sol gaar ned
«Nei, hvor doven Du er, Stefanie,» — hørte
Bedstefar Sønnens muntre Stemme ind af Stuedøren, — «hvor
velsignet lad!» hun laa paa «Løibænken» med
Morgenavisen i Haanden. «Kunde Du ikke finde paa at umage
Dig saa langt som ned i Haven med Far og mig og se
paa Frugttræerne, jeg har sat. Hvad? — naar Du
betænker, at de engang vil række Glasæbler og Moreller til
Fruen paa Sollid. Kom nu, her er Kaaben din og
Hatten ... Ja her skal bli bra herude, Far, bare det faar to,
tre Aar paa sig. — Saa, saa, kom nu» —
Korpslægen havde været hjemme i fire, fem Dage og
var travlt optaget af Stellet og de allehaande Anlæg og
Plantninger for næste Aar.
«Jeg véd ikke nogen Aarstid som Høsten, — klar, ren
Luft, — Mad i hvert Aandedrag,» — vedblev han.
«Ja, men kjøligt Morgen og Aften,» — indvendte
Stefanie, hun stod paa Trappen og trampede og traakkede
med Fødderne som for at varme sig. «En begynder
virkelig at længes efter at faa det lunt igjen inde i Byen, Du.»
«Jeg trænger bare en fjorten Dags Tid til herude,» —
underrettede Doktoren hende, — «for at faa alt iorden.
Jeg har jo, saa at sige, ikke været her synderligt endnu.»
«For mig har Sommeren været lang og ensformig nok,»
— lød det modvilligt. «Og nu kunde jeg vel ønske at
lukke lidt paa Pianoet igjen. Herude er Musiken umulig
— som den svinder nd i Luften» ...
«Ja, stakkar, jeg forstaar det jo; men nu er det da bare
disse fjorten Dage, Du» —
Stefanie lagde Armen fortrolig paa hans Skulder:
«Og naar jeg saa endda var sikker paa at ha Dig
hjemme her; men Du maa jo reise naarsomhelst. Du blir
hentet, og kanske ovenikjøbet bli borte om Natten...
Og saa jeg alene i ensomme Høstmørket, — jeg som er
saa ræd» —
«Ja kjære; men Du har jo Bedstefar og Ingvald —.
Om vi nu siger en otte, ti Dage, Du. Jeg maa jo ha
Tingene her nogenlunde fra Haanden først.»
«Du kunde jo ogsaa, naar Du vilde, Gunnar, reise herud
paa Godveirsdagene og plante og gjøre istand, — og jeg
slippe at bli siddende herude alene i Regn, og hvad Veir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
