Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Dyre Rein
«Tante Ra!» — smilte Merete, da den ældste, fyrig i
sine Bevægelser, resolut bemægtigede sig Pladsen foran
Sengen... «Hun er heftig og hidsig vel, Du Bolette?»
henvendte hun til Søsteren. «Men lige god for det!
Og Du, Bolette... Jeg mener, det er Far jeg, — hans
lune forborgne stille Smil oppe ved Øienkrogene. — De
siger, Du er musikalsk... Ja, — kan Du faa saadan Glæde
af det, som han, saa —. Det er det, at kunne ha sin Glæde
i sig selv, Du, — slig, at intet kan ta den fra en! —
... Ja, er det ikke underligt, Du «Tante Ra», at ha én
Ring paa to Fingre?» lo Merete, da den ældste havde
bemægtiget sig hendes Haand og betragtede det
mærkelige, som altid blev lige nyt for dem.
Saa maatte de jo vises om af Kusinen og bese alt, —
hvordan Tanten havde det i de to venlige gammeldags,
lysmalede Værelser... Boghylden med alle de Bind af
historiske Værker og Grammatiker og Lærebøger...
Tante Merete havde læst med alle Alidas Børn de Fag,
hun havde lagt sig efter og interesserede sig for.
Og det halvstore gamle Barneskatol paa Rækkevidde
fra Sengen maatte undersøges. Det var fyldt med
Kanava-sager og Silke til Brug, naar hun af og til sad i Sengen
og morede sig med at brodere Figurer efter egen Fantasi.
Der blev i Aarenes Løb et og andet færdigt og sendt som
Presenter til Søstrene, der gjemte paa dem næsten med
Pietet.
Og saa den store, bugede, messingbeslagne Dragkiste
med det gamle slebne Speil over, — i hvis øverste laasede
Skuffe de aldrig fik komme... —
— Udover Eftermiddagen sad Marianne alene deroppe
hos hende.
Fru Groth var en staselig ældet Dame med hvide
Haar-bukler, i hvis arrede og noget benede Ansigt et Par smaa
levende Øine undertiden kneb sig sammen til en Mysen,
som om hun søgte efter, hvad der var paa Bunden.
De talte dæmpet, fortrolig. Der var noget af
Lønkammerets Fred og Oprigtighed over det, og en og anden
Gang reiste Marianne sig og rakte Merete et Glas eller,
hvad hun kunde se efter fra Sengen.
«Det er underligt, saa Du kan følge med alting, Merete!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
