Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Naar Jernteppet falder
39
Han saa Ellen — med Udtrykket altid mere
sørgmodigt, mere haardt og skuffet, indtil det afgjørende Ord,
at Forlovelsen maatte hæves, kom fra hendes Læber.
Han vidste jo alt, hvad hun følte, da hun stod der
stum, kold, fast.
Al hendes Tro var sveget, og hendes Glæde og
Ungdomsår var hun plyndret for!...
Saa fulgte den forholdsvis lykkelige Tid paa Landet
i Ensomheden, hvori han igjen kastede sig over
Studierne og ernærede sig som Literat, og Travlheden saa
at sige frelste ham.
— Det var paa en Bazar inde i Byen, at de igjen
mødtes. Han opfangede et Øiekast forskende, gjættende .. .
Han søgte hende og hun undgik ham.
Han tog op paa Landet igjen.
Han kunde ikke arbeide længere. Hans Længsel efter
hende blev til Ild.
Og han skrev og skrev hende de lange Breve til, —
hvorledes han var paa Bedringens Vei og kun trængte
noget, som det var værd at leve for, — hendes frelsende,
bjergende Haand!
Uden hende var Solen borte fra hans Liv.
Paa hende og hendes Kjærlighed berode nu alt for
ham, — den begavede interessante ulykkelige —
Hjerteskjærende fortvilede Nødraab fra Havmanden
om at løftes af Rendestenen! —
Ja, de Breve! — Fanden vilde have approberet dem,
snedigt, som de var anlagte paa Kjendskaben til hendes
Hjerte og Svagheder.
Fødderne brændte under ham deroppe paa Landet.
Han maatte ind til Staden, — kredse om hende...
Og en Eftermiddag i Skumringen laa han for hendes
Fødder, — tiggede og bad for sin Kjærlighed —
Tyde tilslut til hendes Medlidenhed. Eller — han
truede, — ban vilde ikke længere bære Livet!
Og sit Ja gav hun ham for anden Gang.
Han huskede det underlige dødsblege Udtryk med et
Lykkens Skjær over, — som Rødmen var blevet saa
fremmed for det!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
