Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulfvungerne
167
«Aa ingenting. En drømmer saameget Sludder, véd Du.»
«Det var saamæn værre end Sludder, det var den rene
Guano,» lo Konsulen vittigt.
Martine skjød pludselig ind et Par Smaaskuffer i
Pulten og reiste sig ...
«Ja, nu er da den store Sommerfesten paa Værket over.
Wendelbo drog didop i Eftermiddag for at nyde
Levninger og Hovedstadsgjæsterne. Men, tak for mig, det skal
jeg ikke ha noget af... Jeg maa skynde mig hjem og se
til Malerne, som holder paa med det nye Stakitet.»
«Aa, lad Gutten kjøre frem Hesten!» — ropte hun saa
gjennem det aabne Vindu. «Jeg kiker imidlertid ind til
Anne Weum.»
— Gamle Madam Weum havde altid sit Tilhold i
Strygeværelset. Der var hendes hævdede Plads som
Husinven-tarium, fra hun paa sin vekslende Karriere i Livet havde
passet Martine i de første Barndomsaar. Hun havde ikke
ligget for den Gjerning. Men saa meget mere for Bogen,
— en Egenskab, der fangede Skolelærer Weums Hjerte
og forfremmet hende til hans Madam.
Hans Øiesten var en Samling gamle, brune, forrevne
Bøger og Papirer, der var fundne paa et af
Pakhuslofterne nede ved Havnen dengang Bygningen reves ned.
Ved Weums Død var der intet efter ham uden dette
hans saakaldte Bibliothek, — det Madamen omhyggelig
bevarede, og hvorfra hun havde sine Kilder til de
mangeslags mærkelige Beretninger fra gammel Tid, hun sad
inde med.
«Naa, hvordan har Du det, Anne,» — lød det som
Martine kom ind, — «Bra—h? Jeg har snakket til Tank om,
at hun ikke maa gi’ Dig haardt Brød til Kaffen» ...
Martine snusede i Luften... «Jeg synes her lugter
Tobak, Anne. Du lurer Dig nu vel ikke til at røge igjen?»
Hun var henne og keg indenfor Kakkelovnsdøren ...
«Jo da, — en Kridtpibe ...
Du skulde ikke komme tilbage til Vanerne dine fra
Weums Tid, Anne.
... Ondt at undvære, klynker Du, den stakkars lille
Kridtpiben!
Og det siger Du til mig, som Du véd, — véd —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
