Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165 Lodsen og lians Hustru
62
Revlerne; men da begynder det at skumre, og saa kan
det være vanskeligt, om Folkene i Land er istand til at
bjerge os. Vi maa styre derind, mens det er lyst, og selv
vælge det bedste Sted, vi kan se. Synes I som jeg,
Gutter! — saa landsætter vi straks, hellere end i Mørket at
lade Skuden slænges ind over Revlen som en død Fisk?»
Folkene taug og saa betænkelige udenbords mod Landet.
Men, da Nils Buvaagen erklærede sig for Kapteinens
Mening ved at træde over Dækket til ham, fulgte alle
de andre efter.
Salve gik selv til Rattet.
«Skjever ind agter! — Fir af paa Braser og Skjøder!»
— kommanderede han, idet han selv dreiede Rattet og
efterhaanden lod Briggen falde af ind mod Landet.
«Fir af skal være! — svartes der. Og dette var den
sidste Ordre, som blev givet ombord paa Briggen «Apollo».
De fo’r nu indover med større Fart. Ved Rattet stod
Salve, af og til støttende med Knæet paa en af
Knag-gerne; hans mørke, skarpe Ansigt var spændt, og hans
Øine speidede som en Glentes efter det Sted, som skulde
vælges.
Et Par Gange saa han gjennem Kikkerten ind imod
Klitterne, hvor en Klynge Mennesker bevægede sig.
Den kalkhvide, stigende og faldende Mur voksede
stedse høiere for deres Øine; Larmen og de dumpe Brøl
af Brændingen blev stedse mere bedøvende og gjorde
paa Elisabeth, medens hun under Følelsen af Faren
stirrede ind paa den, en Virkning af Svimmelhed.
Det varede saa pinligt længe; Salve henne ved Rattet
begyndte at staa i Taage for hende, og hun søgte i sin
Angst at se ned paa Barnet, kun paa det.
Den sydende, svimle Susning i Luften tiltog om hende
med alleslags hvislende Lyd og underlige Hvin. Hendes
Øine saa sandgult Sjøskum stigende med en mægtig Kam
og hvirvlende Flokker af pidsket hvidt i Luften. Hun
hørte forfærdede Raab, syntes med ét, at Briggen blev
baaret høit, medens Stormasten svinglede, og følte
derpaa en knugende Byrde af Vand over sig, som vilde
trykke hende ned ad Kahytstrappen, til hvilken hun
klyngede sig; — det gjentog sig og gjentog sig uden at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
