Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179 Lodsen og lians Hustru
62
Sine Forældre forsikkrede hun altid ivrigt om, at hun
var lykkelig, naar de ikke forstod, hvorfor hun saa saa
bleg ud, og de vidste jo, at hun i alle Henseender havde
det godt.
Hendes eneste dybere Interesse var Sønnen Frederik,
som hun dog opdrog strengt, fordi hun troede at se
Faderens Natur i ham.
Hun havde altid bevaret sin varme Interesse for
Elisabeth og glædet sig meget de Gange, hun i Tidernes Løb
havde modtaget Hilsener fra hende.
For hendes Erindring stod den ranke Pige som et af
de Mennesker, til hvem hun havde følt sig mest
hendraget. Efter den store Skuffelse, hun havde oplevet,
kunde hun ofte saa klart se for sig dette udtryksfulde
Ansigt, der var saa fuldt af Kraft og Hjertelag.
Hun havde undertiden set Elisabeth i Arendal og
troede at vide Grunden, hvorfor hun altid syntes at ville
undgaa at møde hende; thi i sin Mands Skuffer havde
hun engang tilfældigvis iblandt nogle gamle Breve
fundet den Seddel, som Elisabeth havde skrevet til ham.
Det var ikke noget Slag for hende, — dertil kjendte
hun for godt sin Mands flygtige Natur.
De Gange, hun paa Gaden saa et Glimt af Lodsens
Hustru, speidede hun forskende i hendes Ansigt, om hun
saa lykkelig ud. Men hun syntes snarere, at hun
opdagede noget fortrykt. Og, da hun saa hørte om hendes
Mand, at han skulde være saa haard og umedgjørlig —
troede hun at have faat Vished for, at ogsaa hun var
ulykkelig i sit Ægteskab. Hun følte nu en Trang til at
tale med Elisabeth som med intet andet Menneske, —
efter at høre, om hun dog ikke selv var den ulykkeligste
af dem.
Ogsaa Elisabeth havde længtes efter at gjense sin
fordums Veninde. Men Becks Hus var hende jo af mange
Grunde et umuligt Sted.
Elisabeth havde dog lagt Mærke til, at hun var blevet
paafaldende bleg.
Især syntes hun, at hun saa dette engang, hun og
hendes Søn Gjert stod paa Bryggen ved Baaden, ifærd med
at reise hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
