Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Lodsen og lians Hustru 62
krænke hende, og at den sidste Yttring havde gjort det
værre; thi af Elisabeths Holdning fremskinnede noget
værdigt, selvfølende.
Det rørte sig inde i Stuen, og Elisabeth greb
Anledningen til at faa afbrudt den lidt pinlige Taushed ved
et Øieblik at se didind.
Fru Beck saa efter hende med et noget forbauset,
endnu prøvende Udtryk. Hun maatte dog have taget
feil; men lykkelig i sit Ægteskab var hun ialfald neppe.
Og dog, tænkte hun bittert, — hvilken Kløft imellem
dem! Hun holdt ialfald af sin Mand.
Da hun kom tilbage, sagde Fru Beck under en Tanke
om at udslette det Indtryk og tillige givende efter for
sin egen dybere Trang til et fortroligt Udbrud:
«De tog Dem dog ikke nær af, hvad jeg kom til at sige,
Elisabeth. Jeg tænkte, ogsaa andre kunde have Sorg!»
«Vi har alle det, vi skal bære frem, og det kan
mangengang være tungt nok,» mente Elisabeth; hun
misforstod ikke, hvad der laa i Fru Becks Ord og saa
deltagende paa hende. Hun vilde dog ikke direkte svare
paa, hvad hun troede, den anden kun ufrivilligt var
kommet frem med, og sagde.
«De har en Søn, lykkelige Forholde og meget at leve
for, Fru Beck!»
«At leve for!» udbrød hun nu — «at leve for! Jeg
skal sige Dig noget, som ingen véd uden nu Du. Jeg
dør Dag for Dag — jeg véd bedst selv, hvad der er igjen
af mig. Det er lidet, og mindre blir det!»
Hun talte i kold, bleg Ekstase. — «Du er det eneste
Menneske, jeg har sagt det til; det eneste, jeg igrunden
bryder mig om. Gjem det og glem det.
Og nu Adieu!» — sagde hun. «Træffes vi nogengang
mere i Verden, saa taler vi aldrig om det.» Hun søgte
i Bevægelse efter Døren og aabnede den.
«Ethvert Kors kommer fra Vorherre, og den største
Synd af alle er at fortvivle! det kan De være rolig for
er Sandhed,» trøstede Elisabeth. Hun sagde det bedste,
hun her vidste at sige.
Fru Beck vendte sig om i Døren og saa paa hende med
det blege, stille, glædesløse Ansigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
