Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201 Lodsen og lians Hustru
62
«Salve!» — udbrød hun lidenskabeligt — «Du véd
godt, at Du ikke var større i mine Øine, om Du saa
havde været Admiral, end nu, Du er Lods, — og end Du
altid har været for mig. Stod jeg ikke netop og tænkte
paa Dig, da jeg saa paa van Spyek, — at Du var den,
som kunde have gjort det samme? Eller, da jeg saa
«Nordstjernen», — tænkte jeg da ikke: Var saasandt Du
Chefen, Salve, — saa skulde de faa se, hvordan det blev
med en rigtig Mand ombord! Brød jeg mig om
«Nordstjernen» uden for at faa den til Dig? Syntes ikke jeg,
at Du fattige Skipper paa «Apollo» veiede hele
Stasen op?»
Salve stod saa usigelig lykkelig under dette Udbrud,
hvori hun saa Uge ud erklærede, at han — han selv —
havde været Helten i alle hendes Drømme.
Han troede hvert Ord, som han altid gjorde, naar hun
sagde noget, og syntes, han havde været en af de
dummeste Skabninger, Vorherre havde tilladt at gaa paa
Jorden. Han strakte alt uvilkaarlig Armene imod hende
for, som Alkibiades engang, at ende Trætten ved at tage
hende om Livet og bære hende fra Retstribunalet hjem
til sit Hus, men han stansedes af det dybe, afværgende
Alvor, hvormed hun fortsatte:
«Nei, Salve! — det er ikke det, som staar os imellem,
hvor klogt Du kan have fundet det ud! — det er ikke
det — det er noget andet. Du tror mig ikke i dit Hjertes
Grund, det er Sandheden, — og saa er alt dette kommet
op i Dig bagefter!»
«Og ser Du,» — vedblev hun med vild Smerte i sit
Ansigt — «det blir aldrig godt mellem os, saa længe Du
nærer et Fnug af de Tanker. Forstaar Du ikke endnu,
at det er Freden ved vor Skorsten, som det gjælder om;
at det er den, jeg har kjæmpet for i alle disse Aar, naar
jeg slig har fundet mig i alt — saaledes, som Du godt
véd, jeg ikke har Natur til at taale, Salve!» sagde hun
og saa mægtigt paa ham. — «Forstaar Du ikke det
endnu, — saa Gud hjælpe Dig og os!» endte hun
fortvivlet og vendte sig halvt om igjen til Ilden, ind i hvilken
hun fortabt stirrede.
Han stod foran hendes halvt bortvendte Skikkelse, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
