Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Lodsen og lians Hustru 62
han var bleven lamslaat og vovede knapt at se paa hende,
i den Grad laa alt, hvad hun havde sagt, nu indlysende
og slaaende som Sandhed for ham.
Hun havde holdt et Speil af deres Samliv op for hans
Øie, og han saa sig selv deri saa egoistisk og liden ved
Siden af al denne Kjærlighed. Han stod med en dyb
Smerte ydmyget i Hjertet, og han var baade for stolt og
for sanddru til ikke at ville erkjende det.
Han gik aandsfraværende hen til Vinduet og stod der
en Stund.
«Elisabeth!» sagde han forsagt — «Du véd dog i
Hjertet, at Du har været alt for mig i denne Verden! Jeg
véd ogsaa, hvori min dybe Uret mod Dig bestaar, og skal
nu sandt og frit bekjende Dig det, skjønt jeg kommer
til at staa som en klein Mand for Dig. Ja, Elisabeth, —
jeg har aldrig kunnet kjende mig rigtig tryg paa, at jeg
alene helt og fuldt eiede dit Sind, siden dengang,» —
det kostede ham synlig Overvindelse at tale ud, thi han
kjæmpede med det ydmygende i Erkjendelsen, — «siden
den Historie, Du havde med Sjøofficeren. Det har været
mit Saar, skjønner Du,» sagde han sagte fortroligt —
«som jeg ikke har kunnet raade med trods alt, hvad jeg
alligevel bedre har vidst. Og jeg bærer det kanske ikke
endnu. Paa det ligger jeg overende, — jeg bekjender
det ærligt, og redeligt; men jeg kan alligevel ikke slippe
Dig, Elisabeth!
Jeg har altid set at Du var slaat til noget stort, at Du
egentlig skulde havt en Mand, som var noget i Verden
— slig én som han og ikke en ringe Mand som jeg. Ser
Du, — det har jeg aldrig kunnet taale at tænke paa, —
og saa er jeg bleven hadsk mod Alverden og
mistænksom og ond mod Dig. Uagtet Du er min Hustru,
Elisabeth, har jeg aldrig kunnet tro paa, at jeg eiede Dig og
derfor heller ikke med Sandhed havt Dig, skjønt, hvad
Du har sagt mig i Dag, Gudskelov, har lagt en anden
Vished indeni mig. Jeg har ikke været stærk nok —
ikke som Du — skjønt jeg tør sige, jeg har stridt
dermed, Elisabeth!» udbrød han blegt, idet han lagde begge
Hænderne paa hendes Skuldre og saa hende ind i
Ansigtet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
