Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rutland
31
Hun saa Hjelmen af de svære Havsjøer suse og tordne
opover dem og dække Skjærene med et hvirvlende hvidt
Skumkog, hvoraf der steg Støtter og drev Røg, medens
de selv fo’r med rasende Fart ned ad Havbakken lige
imod dem. Brystet snørede sig sammen, og hun havde
Møie for at holde Pusten.
Sjøen løftede Fartøiet igjen. Hun saa Kristensen blive
hvid i Ansigtet og bide Tænderne sammen, medens han
med al sin Kraft tog i Rattet, og hun fik en Trang til at
skrige ud, — vildt!
Maaske gjorde hun det ogsaa.
De stod lige ind mellem de to Øer, hvorover Havet gik
hvidt, medens Vandmassen faldt brækkende fra begge
Sider ned paa Dækket i det smale Løb, — og de laa med
ét i fuldstændig smult Vand!
Det var Teksesundet, de havde taget; men
Sindsbevægelsen havde været saa stærk, og Overgangen var saa
pludselig, at Jomfru Een halvt fra sig sank i Knæ.
«Ja, Jomfru, jeg glemmer aldrig, at jeg har havt Dem
til Kammerat ved Rutlands Rat! —» den stærke Mand
skalv i Stemmen og bed sig i Læberne for at beherske
sin Bevægelse.
De var med sine vaade Seilstumper og forrevne
Skanseklædning i Farten alt skudt et Stykke ind paa Havnen,
hvis Indside var aldeles hvid af Maager og Sjøfugle, der
havde søgt Ly for Stormen, da han atter hev Rattet og
raabte:
«Anders! — spørg Nils, hvor det er bedst at ankre.»
Det var Morgenen efter.
Jomfru Een sov; hun havde været saa træt. Hun syntes
halvvaagen, at Solen skinnede ind til hende paa Køien,
og at hun hørte Hanen gale. Det gjorde den ogsaa. Det
var Solen, som stod op bag Skjærene og gyllede bele det
blaa Sund, og Hanen oppe i Stuen i Fjeldet ovenover,
som hilsede den.
Da kom det med engang over hende, at hun havde
faaet gamle Rutland kjær, som det kunde være hendes
Mors Stue, og fra den Stund vidste hun ogsaa, hvad hun
vilde svare, om Kristensen skulde have noget at sige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
