Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Rutland
Lørdag, mindst i en halv Uge, for da gik min gamle
Uhr-nøgle istykker.»
Men saameget er vist, at gamle Sivertsen hverken drak
eller gik tilsjøs mere. Han levede siden som Rigger; til
det duede han.»
«Ja vel, rigge andres Fartøi» — mente Kristensen; han
dampede tæt med smaa hørlige Smeld med Læberne.
«Der skal bred Ryg til at bære Ansvar, — baade for
Skude og Folk. Og jo ældre en blir, desto mere ta’r det
paa i den Nordsjøfarten. Saa drikker de det fra sig og
blir forfyldte. Nei, Sjømand blir Du ikke, Bernt! — før
Skrædder oppe i en Baggade.»
Bernt udstødte en uartikuleret Lyd, der lød som en
undertrykt Protest.
«Kan ikke jeg blive Sjømand, fordi Skipper Sivertsen
drak,» knurrede han — «det var bare, fordi han var en
Laudkrabbe.»
«Sig ikke det, Gutten min!» Den, som sagde det, var
en Lods fra Stjernøen ved Lindesnæs, der gik med som
Passager opover, og som var kommet agterud under Nils’s
Fortælling. «Erfarne Folk har set meget af den Slags.
Der er mangen en, som kan ha’ To i sig til Styrmand
og det en duelig, men som derfor ikke er tømmerbygget
til at staa for alt som Kaptein. Det saa jeg sidst ifjor
udenfor Mandal det. Det var en tysk Bark, som satte
lige ind paa Ryvingen. Det blæste en Himmelstorm, saa
Ræerne maatte holdes med Kontrabraser. Det var
ubegribelig vanvittigt for menneskelig Forstand at se paa,
men at Barken stod ret lige lukt ind paa Skjærene, det
var der ikke to Meninger om. Lods maatte han have,
og jeg fristede da at gaa udenom Skjærene. Sjøen gik
for hul, til at jeg kunde komme indunder Hækken paa
den. Jeg raabte den ene Gang efter den anden, at de
maatte falde af, og gik saa ovenom dem til Luv saa nær,
at jeg næsten var ræd for, at Sjøen kunde slænge baade
Skøiten og mig ind paa Dækket til dem. De gik for
Merse8tumperne, og det gjaldt at faa heist Forestagseil,
saa de kunde falde af.
Jeg saa Folkene ombord, men ikke én rørte sig. De
hverken hørte eller saa. Kapteinen stod som fastgroet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
