Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83 Rutland
til Dig og varmet Hvedeboller.» Hun bragte ham begge
Dele. — «Ser Du, jo mere jeg tænker paa det, desmere
skjønner jeg, at Du ikke skal bryde Dig det ringeste om
alt Snakket. Bare ind af det ene Øre og ud af det andet.
Der er jo bestandig noget i et saadant Sladderhul; men
det kan sandelig godt være, at dette her er aldeles
ingenting. Du kan saa trygt lade være at tænke paa det,
Kristensen! — jeg skal nok tage rede paa det. Bi nu, saa
skal jeg børste Frakken lidt... Og saa lover Du mig,
at Du vogter Dig for at staa for længe vaad paa Isen
dernede; der er Vand over den, siger de.» Med de sidste
Ord fulgte hun ham ud og lukkede Gangdøren efter ham.
Hun flyttede Geranien tilside i Stuevinduet og saa ud.
Hendes Mand gik ned ad Gaden, men hilsede temmelig
kontant og kort paa dem, han mødte, først Høker Røed
og saa længere nede Skipper Fossum. De vendte sig
begge hastig og saa efter ham.
«Hvad kunde det dog være? ... Det er intet Under, at
det havde ledt paa ham. De kiger kanske efter os ud af
hver Rude, naar vi gaar i Byen. Naa, — til syvende og
sidst, naar vi intet har gjort, saa. Men ud skal det!»
Madam Kristensen klædte sig paa og pyntede sig og
grundede derunder en hel Del. Det lille sorte
Silkehalstørklæde, som hun fæstede med en Brystnaal, tog hun
af og paa gjentagne Gange, og sin Dragt mønstrede hun
for Speilet. Hun pønsede paa et passende Ærende at
gjøre sig til Byfogden. Den gamle næsten igjengroede
Brønd der nedenfor Bakken ved Reberbanen havde hun
jo længst havt et Øie til. Det var et Under, at der ikke
faldt et Barn i den hvert Aar. Den burde absolut fyldes
og lukkes! ... Saa var det den stakkels gamle hjælpeløse
Kviste-Kari, som var bortakkorderet af Fattigvæsenet saa
høist uforsvarligt. Og ikke bedre saa det ud med den
lille Gut borte i Vestkleven, hvor Forældrene var døde
fra. Hun havde nok set dem paa Fingrene! ...
Hun bestemte sig dog denne Gang for Brønden og
syntes, Viseren paa Uhret flyttede sig uhyre langsomt, indtil
det led saavidt langt frem paa Formiddagen, at hun kunde
gaa derhen.
Klokken halvelleve stod hun deroppe i sin fulde Puds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
