Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Rutland
to elektriske Tordenskyer, der trængte til Udladning.
Han stansede pludselig lige over for hende og sagde
dæmpet mørkt:
«Véd Du, hvorfor Gutten er rømt, Gjertrud? ... Du
svarer ikke ... Ne...i... Du gjør ogsaa bedst i det. Det
var, fordi hans Mor holdt med ham!»
Hun gav fremdeles intet Svar; men hendes Blik afviste
Beskyldningen paa en saadan Maade, at han kom til at
studse ved den op gjemte Harme, han læste i det.
«Ja vel, Mor! — Jeg ser, at Du nok helst sad henne i
Gibraltar og Cap Bona hos ham istedetfor at være her
og se mig i Øinene. Men»... Han vendte sig pludselig
om og gik hen til Rorgjængeren, som stod ledig ved det
i Stillet slingrende Ror! — «Gaa forud Du, Martin! jeg
skal passe Rattet.»
Da denne var borte, gik han igjen hen til hende.
... «Det jeg vilde sige Dig, er, at fra den Stund, Du
har dristet Dig til at være med ham om at knække min
Befaling og Ret som hans Far, er det forbi med at «fare
med Madam Kristensen» i mit Hus! Dette
Kvindfolke-arbeide med Pakgods op imellem Bryggerne bryr jeg
mig ikke mere om. Vi gaar i de gamle lange Fragter
igjen, hvor Mand blir Mand!___og vil Du ikke være
med, har Du Lov til at sidde hjemme.»
«Som Du vil, Kristensen! ... Jeg ser, Du er istand til
meget, Du, — sende Gutten fra Dig den ene Vei og
Konen den anden!»
«Hvad jeg er istand til, kan være det samme. Men nu
rører Du aldrig mer ved den Sag. Hører Du Gjertrud!
Jeg har mistet min eneste Søn, som jeg havde stort Haab
for, — at han skulde blive lidt mere, end jeg er rukket
til, og vil ikke miste mere. Hav den Forstand ikke at
røre op i det, som jeg bare maa se til, om jeg kan
glemme! Jeg ber om det baade for din og min Skyld,
Gjertrud, — vilde saa nødig miste Dig ogsaa! ... Hans
Breve maa ikke komme mig for Øinene.»
Madam Kristensen havde havt haarde, sviende bittre
Ord paa Læben om hans Egenvillie og blinde, hjerteløse
Envished mod sin eneste Søn, hvorledes han selv og
ingen anden havde Ansvaret. Men lige over for dette
taug hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
