Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Rutland
«Hvilket? ... Hvad?» — spurgte denne, der blev revet
midt ud af sin Passiar med Madam Kristensen.
«Aa, det var noget gammelt Legeværk, som det ikke
er Umagen værd at bryde Takkelmesteren med» —
svarede Bernt noget kort. — «Her er nok groet Mose over
mange Ting herhjemme!» — tilføiede han.
«Ja, De vil nok finde store Forandringer. Jeg véd, jeg
havde ikke kjendt Dem igjen nu, om jeg ikke havde
hørt Navnet.»
Polly sagde det med en vis Lyst til at saare ham, det
følte han; men, at hun var blevet saa smuk og saa rent
havde glemt ham, det var det, som gik i ham.
«Bernt! vi faar nok ikke opholde Takkelmesteren
længere» — bemærkede Madam Kristensen og reiste sig, —
«vi skal ogsaa hen til Nilsens i Eftermiddag!»
«Ingen Forsømmelser, Madam! for vor Skyld ... Ruten
fremfor alt!»
Da de var kommet ud paa Gaden, mente Bernt, at det
var for sent at gaa til Nilsens. Der blev ellers ingen Tid
for ham den Eftermiddag til at komme ned til Rutland.
Han gik ogsaa didned og var der baade vel og længe.
Men det, han studerede og grundede, var næppe bare
Fugerne paa Rutland.
Bernt kom først hjem til Aftensmaden, hvor han sad
temmelig ordknap. Synderlig behøvede han hellerikke at
passiare; thi hans Mor aflagde Beretning om, hvordan
det var gaaet hos Takkelmesterens, og gamle Kristensen
sad hemmelig og nød sin Søns store og mandige
Skikkelse, idet hans Blik snart gled maalende over hans
brede Skuldre, snart prøvede, om han ikke var mindst
en Tomme høiere end han selv, som han var, før han
havde begyndt med at gaa saadan og lude.
Den næste Formiddag, Bernt kom ud fra Nilsens, mødte
han Polly paa Gaden; men hun saa vist ikke, at han
hilste, — eller lod, som hun ikke saa ham. Hun nikkede
ind af Ruden til Røeds...
Dette sidste voksede op til et Spørgsmaal for ham, og
han gik den Dag et Par Gange forbi Takkelmesterens
Vinduer for at se det afgjort, men uden Held, endda
han engang skimtede hende i Vinduet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
